Det er netop nu årstid for de flotte græskar! Udover at smage fantastisk, giver de også den smukkeste farve til en lækker efterårssuppe. Denne suppe er både simpel og nem at lave.
Del græskarret i to, og fjern skræl, indmad og kerner. Skær græskarret i små firkanter og bag dem i ovnen i ca. 20 min på 200 grader - indtil græskarstykkerne er møre. Hak løg, hvidløg og chili. Tag en gryde frem og varm olien op. Svits løg, hvidløg og chili godt af i gryden. Tilsæt de bagte græskarstykker, og svits det hele sammen nogle minutter. Hæld bouillonen i, og kog suppen godt igennem. Tag gryden af varmen, og blend suppen igennem, til den får den ønskede konsistens. Tilsæt fløden, og smag til med salt og peber.
Rist græskarkernerne på en tør pande med en smule salt. Spis suppen med creme fraiche og ristede græskarkerner - Mums!
Hvis du har mod på at lave græskarkernerne selv, er det en perfekt opgave at lave for børnene, imens suppen bliver lavet. Græskarkernerne skal sorteres fra indmaden, hvilket er lidt af et pillearbejde for de tålmodige Herefter skal de koges i ca. 15 min. med lidt salt. Vær ikke bange for, at der stadig sidder lidt af indmaden på kernerne, det forsvinder når de bliver bagt og ristet. Spred dem ud på en bageplade med bagepapir, og bag dem i ovnen i ca. 20 min ved 200 grader. Rist til sidst kernerne på panden med en smule salt.