Safari er nok noget de fleste forbinder med lange klimabelastende flyrejser, og hvor dyrene mest er til for turisternes skyld. Sådan er det ikke på Eriksberg i Blekinge blot et par timers kørsel fra København.


Børn i byen var inviteret
På Eriksberg er det lykkedes at skabe Skandinaviens største safaripark og sikre en succesfuld balance mellem spektakulære oplevelser og sund bæredygtighed - alt sammen på dyrenes betingelser.

Eriksberg er kort fortalt et luksushotel med gourmet restauranter, men født ud af den berømte svenske Zoolog og naturfotograf Beng Bergs store kærlighed til naturen. Beng Bergs købte det 925 hektar store område i 1938 for at dedikere det til sin forskning af især hjortearter. Og i dag er denne interesse ført videre af de nye ejere, Melby Gård, der samarbejder med bl.a. Lund Universitet og deres anerkendte forskning i biodiversitet.
Ejerne har derudover i den grad forstået, at hvis man skal have mennesker til at interessere sig for naturen, så skal ske ved at give os en sanselig og nærværende oplevelse. Det får man på Eriksberg og pakket ind i den vildeste følelse af luksus og overskud.
Eriksberg kan netop med sin eksklusive atmosfære bedst betegnes som det perfekte getaway for forældre, der trænger til at forkæle sig selv med god mad og vin, omgivet af skovens dybe stille ro. Et romantisk paradis, hvor man kan få lov at genopfinde sig selv som kærester. Men har man større børn, er det absolut også en mulighed, ligesom der er naturlegeplads og udflugtsmuligheder, der vil tiltale større børn.

Fra vi ankommer til parken, får vi en følelse af at køre ind i Jurassic Park. En stor, tung metalport åbner sig langsomt og majestætisk, efter vi har præsenteret os i intercomanlægget og får lov at køre ind i parken.
Hotellet består af flere forskellige smukke bygninger, der går langt tilbage i historien, og hovedhuset er Beng Bergs eget, hvor man kan bo i hans gemakker, der i dag er luksuriøse suiter med et swung af gamle dages safariastemning.
Vi skal bo i det næsten nyopførte ”Arken”. Som navnet antyder er bygningens formål at passe på arterne, og den er opført, så den både kan give ly og læ til både kronvildt, dådyr, Pére Davidshjort, europæisk bison, vildsvin og Mouflon hjort. Ja så mange arter er her faktisk, og om sommeren er bestanden helt oppe på over 1600 dyr.
”Arken” er arkitektonisk set meget spændende og minder om et storslået skib i sin form. Det er opført af bæredygtige materialer i smuk, moderne nordisk stil, hvor ambitionen har været at lade bygningen smelte sammen med naturen. Det er lykkedes!

Vi bor på den nederste etage og fra vores imponerende træterrasse er vi næsten i niveau med parkens kæmpe savanne, hvorfra vi har udsigt til store flokke af hjorte. De kan frit gå rundt på savannen og ud i skovene på det 925 hektar enorme område. Igen er det på dyrenes betingelser. Gider de ikke os mennesker, går de bare.
Vores værelse er stort og smagfuldt indrettet, og den indbydende dobbeltseng er placeret lige foran gigantiske panoramaskydedøre. Og som om det ikke er nok, er en del af gulvet opført i tykt klart glas, så vi kan se dyrene gå rundt under vores fødder, hvis de da gider gå den vej. Det bestemmer de nemlig selv.
Her er så smagfuldt og æstetisk, at jeg allerede ved ankomsten ved, at jeg får svært ved at sige farvel igen. Det er rummet, du bare ikke vil ud af. Måske netop fordi naturen kommer helt ind i sengen med sit favntag af frisk luft, rislen af vinden i trækronerne blandet med kronhjortens dybe brøl.

Men naturligvis må vi prøve den lækre, opvarmede pool, der ligeledes ligger med spektakulær udsigt til savannen. Her kan vi betragte de vilde dyr drikke fra de omkringliggende søer. Det er en oase for alle arter, og for os mennesker er der ekstra forkælelse, hvor vi drikker et glas bobler efter at have nydt det varme vand. Vi skåler med hinanden iført tykke, hvide badekåber, mens vi nyder stilheden. Her er helt sagte og stilheden afbrydes kun i ny og næ af kronhjortens parringsbrøl i den smukt, glødende nedadgående septembersol.


Eriksberg byder også på safariture i parken enten med guide eller på egen hånd i højsæsonen, hvor man kan få tilladelse til at køre ind. Men gå ikke ud af bilen! Dyrene er vilde og en kronhjort, der føler man er for tæt på dens territorium eller endnu værre et vildsvin, kan godt gå til angreb. Men igen - vi er her på dyrenes betingelser, ikke omvendt.
Der er også fine muligheder for sammen med en guide at fiske i reservatets mange søer, hvorfra man kan være heldig at få besøg af en de mange fiskeørne, der svæver majestætisk rundt højt på himlen, for at se om det hele nu går rigtigt for sig.

Godt opfyldt af visuelle indtryk nærmer vi os aftenstid, hvor vi efter at have klædt om, går til gourmetrestauranten. Ligesom hotellet er udpeget som et af Sveriges bedste, er restauranten kåret som årets vildrestaurant. Og ja, her serveres vildt fra parken. Her er der nemlig konstant opsyn med, at bestanden er bæredygtig, og den ikke bliver for stor, så biodiversiteten trues.
Det giver også fin mening ikke at flyve oksekød ind fra Argentina eller rejer fra Grønland. Her er maden lokal med minimum af klimaaftryk. Og hver dag høster kokken også sine krydderurter fra gårdhaven, og menuen følger årstidernes kommen og gåen. Det er som titelsangen fra Løvernes Konge: The circle of life - sådan er det her på Eriksberg, sådan burde det være alle steder.



