Rødderne i hjørnehuset kombinerer Ole Lund Kirkegaards bedste historier

ANMELDELSE: RØDDERNE I HJØRNEHUSET ★★★★★★

Solskinstur til Skuespilhuset

Efter et par uger med snevejr, kulde og grå himmel, titter solen endelig frem. Og selvom temperaturen stadig er under frysepunktet, og sneen ligger i dynger langs den frosne havn, føles gåturen gennem Nyhavn som et praj om, at foråret lige så stille er på vej. Vi møder en af min datters klassekammerater på vejen, så humøret er højt, som vi ankommer til Skuespilhuset, og trænger ind i varmen, hvor der som altid er dekoreret med papfigurer fra forestillingen, tegneborde og børnebokse i caféen. 

Gensyn med Rødderne

Store scene er blevet forvandlet til et stort hjørnehus, der huser alle Ole Lund Kirkegaards elskede karakterer. Både næsehornet Otto, Ivan Olsen, Orla Frøsnapper og Hodja fra Pjort er blandt beboerne i det skæve hjørnehus, der får min datter til at tænke på Hurlumhejhuset på Bakken med de skæve gulve, døre og vinduer. Det er tydeligt, at børnene i salen er helt med på, hvem alle karaktererne er, og min datter hvisker til mig undervejs, at det er vildt sjovt, at alle historierne er blandet sammen. 

En forhekset blyant

Historien starter med, at Topper finder en blyant, der viser sig at være forhekset. Først forsvinder det, som han skriver, og senere tegner han et næsehorn på tapetet i hjørnehuset, som pludseligt kommer til live. Otto, som næsehornet hedder, skaber uro i huset, og de andre beboere vil have ham ud. Men det er Topper ligeglad med, så Otto får lov at blive, indtil han ender med at bryde igennem etagerne, og til sidst kommer ud af huset til glæde for alle. 

De skuffende sønner

En sideløbende historie udspringer af Ivan Olsens og Hodjas fædres fælles skuffelse over deres sønner. Ivan Olsen er ikke stærk som "rigtige drenge", han får dagligt buksevand af Orla Frøsnapper, og hans far kalder ham for Gummi-Tarzan, fordi han på ingen måde er en rigtig Tarzan, der kan klatre i træer og brøle højt. Hodjas far er skrædder, og han vil have, at Hodja skal glemme alt om sine drømme om at rejse ud og opleve verden. Hodja er ikke interesseret i at blive skrædder, og det er hans far langt fra tilfreds med. 

De to utilfredse fædre spejler sig i hinanden hinanden, og deres sammenhold er virkelig underholdende at være vidne til. De bliver barnligt sure over alting, og synger brokkesangen "Det' så synd, det' så synd", hvor de klager over, at deres sønner ikke gør, som deres fædre siger. Både børn og voksne er flade af grin, men det får også min datter til at undre sig over, hvorfor de har fået børn, når de ikke en gang kan lide dem. For udover at være et underholdende element, er det også barsk at se, hvordan de to fædre behandler deres sønner. 

Skurken, vi hader og elsker

Orla Frøsnapper er hjørnehusets helt store skurk - han har travlt med at genere både Ivan Olsen og Hodja. Ivan får buksevand hele tiden, og Orla springer også med på at kalde ham for Gummi-Tarzan efter han har overhørt Ivans far. Derudover er Orla meget interesseret i Hodjas magiske tæppe, der kan flyve. Det lykkes dog både Ivan og Hodja at narre Orla, så han selv ender i knibe gang på gang til stor underholdning for publikum. 

Inddragelse af børnene

Flere af karaktererne - særligt Orla Frøsnapper og Ivan Olsen - stiller ofte spørgsmål direkte ud i publikumsalen, hvilket fungerer virkelig godt. Børnene er meget engagerede og svarer ivrigt i munden på hinanden med stor entusiasme. De små føler, at de hjælper karaktererne, fordi de har set noget eller regnet noget ud, som endnu ikke er blevet opklaret i fortællingen på scenen. Det er både sjovt og anderledes på den måde at blive aktiveret som publikum.

Originale sange af Laus Høybye

Undervejs i forestillingen bliver vi introduceret til en række iørefaldende sange særligt produceret til forestillingen af Laus Høybye. Selvom vi hører sangene for første gang, fanger publikum hurtigt både omkvæd og melodier, og kan nemt synge med. Flere børn i salen laver endda fagter til "Heksens sang", hvor der bliver blandet musetis, frøæg og en masse andre fjollede ting i en bryg, der skal få Ivan Olsens ønsker til at gå i opfyldelse. Hjemme har vi efterfølgende lyttet til playlisten på Spotify og genhørt de stemningsfulde sange.

Uendeligt mange stjerner

Både min datter og jeg er underholdt fra start til slut, og selvom forestillingen varer to timer, oplever jeg ingen børn, der bliver rastløse undervejs. Da lyset i salen tændes, og inden vi når at rejse os fra vores pladser, har min datter allerede bestemt, at Rødderne i hjørnehuset - på en skala fra 1-6 stjerner - skal have uendeligt mange stjerner, fordi ikke engang 100 er nok. Så det bliver 6 flotte stjerner herfra, og en varm anbefaling af forestillingen.