De glemte børn: En gysende børneballet på Gamle Scene

ANMELDELSE: DE GLEMTE BØRN ★★★★★☆

Første møde med Gamle Scene

Min 7-årige søn og jeg ankommer til Gamle Scene på Kongens Nytorv midt på dagen en søndag. Det er vores første besøg på teatret, og vi glæder os til at opleve den historiske scene, som danner ramme om dagens forestilling.

Vi starter med at forsyne os med slik og drikkevarer i foyeren, inden vi finder vores pladser på parketten. Wauw, tænker vi begge, da vi træder ind i den imponerende sal med gulddetaljer, rød velour og smukke loftsmalerier. Det føles som at træde ind i en tidslomme fra det forrige århundrede. Jeg peger Kongepladsen ud for min søn (balkonen oppe til venstre), og vi ser os omkring. Salen er godt fyldt med børn og voksne, mange pænt klædt på og tydeligt fulde af forventning.

Mus som fortæller

De første, der indtager scenen, er de frække mus. Ifølge dem selv er de overalt, hører alt og sladrer lystigt. Den største af musene fungerer som forestillingens fortæller og dukker op en håndfuld gange undervejs. Det giver fine pauser i balletten og gør handlingen lettere at følge, især for de yngste i publikum.

Rejsen til underverdenen

Da tæppet går, befinder vi os på en balletskole, hvor en nysgerrig og frygtløs balletpige øver sig alene i den tomme balletsal. Pludselig får hun øje på en skikkelse i spejlet. Det viser sig at være et spøgelse, som lokker hende med ned i en uhyggelig underverden. Her holdes en gruppe spøgelsesbørn fanget af den onde Frøken Mester, som elsker at stjæle børnehjerter. Balletpigen begiver sig ud på en farefuld mission for at befri de glemte børn.

Uhyggelig, men børnevenlig

De glemte børn er skrevet af Kim Fupz Aakeson og danses af elever fra Det Kongelige Teaters Balletskole, som leverer en stemningsfuld forestilling. Der er mange børneballetdansere på scenen, og det er imponerende at se dem folde sig ud i fællesskab. Historien og iscenesættelsen balancerer fint mellem det uhyggelige og det børnevenlige, så forestillingen fastholder min søns opmærksomhed uden at blive for voldsom. Forestillingen varer 50 minutter uden pause – en helt perfekt tidsramme for børn.

Forestillingens stærkeste øjeblikke

Min søn synes især, at den første scene med spøgelsespigen i spejlet gør stort indtryk. Den taler direkte ind i frygten for at se noget andet end sit eget spejlbillede - og det er netop via spejlet, at vejen til underverdenen åbner sig. Af samme årsag er han også fascineret af Frøken Mester, som sidder højt hævet på sin trone med et underligt metalstativ om det ene ben. Det er her, historien om, hvordan hun blev ond, gemmer sig. Også hjerterne, der er skåret ud af spøgelsesbørnenes brystkasser og senere låst inde i en kiste, gør indtryk. Generelt er kostumerne flotte og iøjnefaldende og giver forestillingen et ekstra visuelt løft. Min søn er især betaget af spøgelsesbørnene med deres grålige hud, mørke rander under øjnene og blå læber, og deres hjerter, som udgør dansere i knaldrøde hjertekostumer.

En vellykket børneforestilling

Alt i alt er De glemte børn en vellykket børneforestilling med en spændende historie, der kombinerer drama og gys med en lykkelig slutning. Forestillingen er velafstemt i både længde og intensitet, og fortællergrebet gør handlingen let at følge for det yngste publikum. Som eneste lille forbehold kan nævnes, at forestillingen benytter to fine, men meget enkle kulisser. De skaber en klar ramme om handlingen, men giver samtidig lidt mindre plads til, at historien kan udfolde sig. Det ændrer dog ikke ved den samlede oplevelse, som var rigtig god.