ANMELDELSE: NOMERNE - SKOVENS HJERTE ★★★★★☆

Hvidovre på en vinterdag

Min datter og jeg tager bussen til Hvidovre på en lørdag med masser af sne. Vi er i god tid, så der kan lige klemmes en sneboldkamp ind på pladsen foran Kulturhus Risbjerggaard, hvor Teater Vestvolden holder til. Det er koldt, så vi kapitulerer hurtigt, og trækker indendørs i stedet. I kulturhuset er der et hyggeligt lille legeområde, hvor min datter sætter sig til at tegne, mens jeg henter en kop kaffe foran teatersalen. En hyggelig og rolig måde at lande på, inden vi skal ind og se Jan Kjærs Nomer-univers komme til live. 

På udkig efter eventyr

I teatermørket mødes vi af en scene med et bakket landskab, som er flot oplyst i farverig tegneseriestil. Mens alle finder sig til rette i salen, sidder børnene helt betagede af det lysende skovlandskab, hvor små detaljer er i bevægelse som på en skærm. Vi møder en pirattyv, der er ved at grave Tamoaskovens krystaller op, hvilket får skoven til at visne. Og så bliver vi introduceret til Nomen Enzo, der er på udkig efter et farligt eventyr for at bevise sit værd som kriger-Nom. 

Mirna er ingen

I Tamoaskoven møder Enzo en halvelver, der hedder Mirna. Hun bor alene i skoven, fordi hendes mor var menneske og hendes far er elver. Hverken menneskene eller elverne vil have noget med dem at gøre, og fordi Mirna ikke hører til nogen steder, fortæller hun, at hun er "ingen". Men det vil Enzo ikke høre tale om, for alle er nogen, og man er det, som man gør. 

Skovens hjerte i fare

Det viser sig, at Mirna er ude for at finde hjælp, fordi skoven er ved at visne. Hun tager Enzo med hen til den gamle skovånd, som fortæller om den onde troldmand, der leder efter skovens hjerte - den største krystal, som giver skoven sin styrke og kraft. Enzo og Mirna får til opgave at beskytte skovens hjerte og sikre, at det ikke ender i hænderne på troldmanden. Skovånden giver Enzo et magisk sværd, og de to venner kan nu drage ud på det farlige eventyr. 

Vild scenografi

På rejsen krydser Enzo og Mirna Vanvidssletten - et område, hvor en særlig gul røg kan gøre én skør, hvis man indånder den. Røgen og den følgende scene, hvor de to venner pludseligt svæver og ser flyvende grise, er et godt eksempel på, hvor betagende og dragende scenografien er. Det fungerer virkelig godt på et visuelt plan, at hele scenen på et splitsekund kan forvandles til en helt ny verden. Og salens børn bryder selvfølgelig ud i højlydt latter, da grisen pludseligt flyver henover scenen. 

Ikke alle kampe skal vindes med våben

De finder hurtigt frem til troldmanden på den anden side af sletten. Han har allerede sat skovens hjerte fast i en stenkæmpe, som Enzo må kæmpe imod. Men undervejs husker de to venner den gamle skovånds råd om, at ikke alle kampe skal vindes med våben. De taler derfor med troldmanden i stedet for at slås, og kan snart vende tilbage til skoven, hvor Mirna finder frem til, hvem hun er, og hvor det bliver kriger-Nomen Enzos fineste opgave at vogte over skovens nye hjerte.

En lykkelig udramatisk slutning

De 50 minutter, som forestillingen varer, suser afsted, og både min datter og jeg hygger os i selskab med Enzo og Mirna. Dog sidder jeg tilbage med en følelse af, at det hele er gået lidt for let. Der er ikke de store udfordringer undervejs på rejsen, og de finder hurtigt frem til en lykkelig slutning uden dramatiske udsving. Mens jeg savner lidt spænding, er min datter dog helt oppe at køre, og synes, at det har været en helt igennem god oplevelse uden en finger at sætte på noget som helst.