Gå på opdagelse i byens nye bydel Postbyen, som netop har fået et nyt legende springvand af kunstneren Jeppe Hein. Her kan børnene bruge lang tid på at suse rundt i de farverige vandstråler. Pak skiftetøjet, og tag afsted!


Rikke er journalist på Børn i byen, hvor hun tipper om alt fra særlige legepladser og skjulte oaser til museer i børnehøjde og byens familieevents.
Cykl mod Postbyen i København og stop ved den verdenskendte kunstner Jeppe Heins smukke og interaktive springvand, som børnene med garanti ikke kan lade være med at undersøge.

Det nye værk indbyder til vandleg med de skiftende stråler og det farvede lys, som lyser vandet op. Værket har fået navnet "Something Between Us".
”Jeg har i mange år arbejdet med vand som et levende materiale i det offentlige rum flere steder i verden, hvor værkerne har skabt glæde, nysgerrighed og uventede møder mellem mennesker. Med Something Between Us i Postbyen, som er udviklet i tæt samarbejde med Creator Projects, er målet det samme: at skabe et værk, der inviterer til leg, nærvær og fællesskab, åbner for møder på tværs af generationer og kulturer og bringer farve og liv ind i hverdagen i byen,” fortæller Jeppe Hein i en pressemeddelelse.
Husk også at kigge forbi Postbyens nye legeplads med posttema, hvor I både kan rutsje ned fra en stabel pakker, tage en tjans i postkontoret eller hoppe ind i en postbil. Legepladsen er Danmarks første skærmfri legeplads.



