Solskin er lig med is - vi har samlet gode steder, hvor hele familien kan finde kølende forfriskninger, der får mundvandet til at løbe.



Tag mod Nicolinehuset og find Byens Ismejeri, der serverer hjemmelavet italiensk is. Det er svært at vælge ud fra det omfattende iskort, der altid venter med nye smage. Prøv fx dansk rabarbertrifli-is, en lag-delt is med wienerbrød og pistacie eller en syndig Dumleflødebolle-is! Nyd de lækre is med udsigt til havnefronten.
Hvor? Nicoline Kochs Plads 31, 8000 Aarhus

"Popsicle & Juice" i Aarhus Street Food serverer foruden milkshakes, smoothies og juices også hjemmelavede flødeis på pind. Alt bliver lavet efter egne opskrifter på den lille is-fabrik bag butikken. Lad ungerne kigge ind ad ruden og se dem blive tryllet frem! Sortimentet varierer alt efter is-magerens humør, så kig forbi og lad jer overraske.
Hvor? Ny Banegårdsgade 46, 8000 Aarhus

Tag forbi Kaj Kiosk, der lokker med skøn softice og fine ispinde. Slå jer ned med de søde sager på molen ved havnen. Her kan I nyde udsigten til havnen og tage et hvil på det hyggelige spot, hvor mange aarhusianere ynder at holde pit stop.

Dolce Vita er en kending for mange aarhusianere, og er til at finde hele fire steder rundt i byen, både i Risskov, Nordbyen, centrum og Højbjerg og Aarhus Ø. Isen er lavet efter italienske opskrifter og ingredienserne er rørt op i hånden. Foruden de mange isvarianter, kan forældrene nyde butikkens hjemmeristede kaffe, hvis popularitet også er kendt i Aarhus’ gader.
Hvor? Har flere adresser

Det hyggelige ishus ligger lige ved indgangen til Mindeparken ved Marselisborg Slot. Her mødes I af et klassisk, sort træ-ishus med dansk sommerstemning. I kan få god kvalitetskaffe og lækker italiensk is fra Voel Mejeri. Der er et offentligt toilet lige ved siden af og Mindeparkens legeplads ligger lige ved siden af.
Hvor? Carl Nielsens Vej 17, 8000 Aarhus C

Mammis Gelato er placeret midt i Latinerkvarteret i de hyggeligste rammer, kan I nyde ægte frisklavet italiensk gelato-is, der lige er det mere cremet, end vi normalt kender det. Den familieejede butik er ikke særlig gammel, men er allerede populær blandt Aarhus’ beboere – og med god grund!
Hvor? Rosengade 34, 8000 Aarhus C og Jægergårdsgade 53

Tag børnene med en tur til Okkels, hvor de går op i at producere lækker is. De får mange af deres ingredienser direkte fra Italien, og I kan glæde jer til smage som cookies & cream, saltkaramel med crunch og bounty.
Hvor? Nordre Strandvej 45, Risskov og Nørregade 40, Aarhus, Denmark

Er du til frozen yoghurt med toppings en masse, bør du stille din issult hos YOGO i Guldsmedegade. Udvalget af smage spænder bredt, og der er selvfølgelig altid frisk frugt og slik i lange baner til pynt og ekstra smag. Så lad jer ikke holde tilbage af den tilsyneladende lille isbiks - udvalget fejler nemlig ikke noget!
Hvor? Guldsmedegade 19, 8000 Aarhus C



