Er du på barsel på Frederiksberg, og mangler du lidt inspiration til, hvad du kan få tiden med din lille baby til at gå med? Læs med her, og bliv guidet både på café og en tur på biblo.
Om du er alene eller har hele mødregruppen med dig, er Café Oha det perfekte barsels-hang out. Der er godt med plads ude foran de store vinduespartier, så du nemt kan holde øje med din sovende guldklump, og vågner vidunderet, er du mere end velkommen til både at amme og pusle på caféen, der desuden serverer sunde lækkerier både morgen, middag og aften.
Hvor? Finsensvej 29
Konceptet "byg din egen morgenmad" er efterhånden blevet ret populært. Også blandt barslende! På Godthåbsvej finder du din lokale Mad & Kaffe, hvor baby selvfølgelig også er velkommen i de uformelle rammer. Men kom tidligt, for du er med garanti ikke den eneste, der har fundet på at brunche din barsel væk!
Hvor? Godthåbsvej 45
Efter måneder med underskud på søvnkontoen, har du sikkert allermest lyst til en stor croissant og en endnu større kop kaffe - det kan du heldigvis få hos Det Rene Brød! Der er også godt udsyn til barnevognen, pusleplads på toilettet og højstole til, hvis junior skal have en bid brød efter skønhedssøvnen.
Hvor? Aksel Møllers Have 2
På EWALDS står menuen på franske lækkerier, lette frokostanretninger, smørrebrød og weekendbrunch i hyggelige omgivelser. Det er et oplagt sted at spise frokost med dine barselsgæster eller din mødregruppe - fortovet ude foran er bredt nok til et par vogne, og baby er velkommen indenfor.
Hvor? Allégade 24A
Bor du med et lille barn på Frederiksberg, er der stor sandsynlighed for, at Zoo bliver jeres nye hang out-sted. Heldigvis er haven indrettet, så både børn og voksne kan boltre sig blandt aber, giraffer og lækker kaffe og street food.
Hvor? Roskildevej 32
Der er både salmesang og rytmik i mange af de Frederiksberg'ske kirker, så tjek tilbuddene i din lokale kirke ud, og vær opmærksom på, om der kræves tilmelding og betaling. Er du ikke klar over, hvilken kirke, der ligger tættest på dig, kan du starte i Frederiksberg Slotskirke, Sct. Lukas Kirke, Sankt Markus Kirke, Godthaabskirken, Lindevang Kirke, Mariendal Kirke eller Flintholm Kirke, hvor der i hvert fald er babysalmesang på programmet.
Det lille bibliotek, som primært er indrettet til babyer og børn, er et godt og uformelt sted at hænge ud. Tag mødregruppen med og flad ud i vindueskarmen, mens ungerne giver den gas i det store legeområde, eller tag derned alene en mandag formiddag, så junior kan gå på opdagelse i noget andet end køkkenskabene hjemme i lejligheden.
Hvor? Godthåbsvej 85A
Der er delte meninger om KU.BE som barsels-hang out. For husets mest interessante tilbud henvender sig primært til de lidt større børn. Men er I klar på, at der er larm og fart over feltet, får de mindste også noget ud af at tumle på madrasserne til de 0-3-årige. Det smarte ved KU.BE er, at der er en masse højstole, så hele mødregruppen kan få mad samtidigt, mens de også har en stor, åben café, hvor mor eller far kan få kaffe og en bid mad.
Hvor? Dirch Passers Allé 4
Det vrimler med gode bagere på Frederiksberg, der står klar med både kaffe og kage til de mange trilleture. Saml for eksempel provianter ind hos Hart Bageri, Lagkagehuset, Bodenhoff, Holms Bager & Café, Reinh. van Hauen eller Brødflov, inden I bevæger jer ud i verden.
Når frokostsulten melder sig, men junior kun vil sove, mens vognen er i bevægelse, kan du hoppe forbi Wedo Food og snuppe en salat med dig på farten. Der er et stort udvalg af lækre salater, som du selv kan mixe efter din smag, og hvis du tager bagindgangen, kan den lille stå ude i gården i de 5 minutter, det tager dig at blande en god salat.
Hvor? Gl. Kongevej 176
Skal du have en lækker sandwich med på tur, bør du prøve Helges Ost på Værnedamsvej. De laver sandwiches med ost, pølse og pesto lige efter din smag. Du bestemmer selv hvilket brød, hvilken ost, hvilken pølse og så videre, og så får man meget mad for pengene. Bare vær opmærksom på, at der kan være kø, hvis du kommer midt i skolernes spisefrikvarter - eller Børn i byens frokostpause.
Hvor? Værnedamsvej 9
Det ultimativt mest barselsvenlige sted at shoppe, må være Frederiksberg Centret. Der er babylounge oppe på 3. sal, hvor du i ro og mag kan pusle og give baby mad. Der er desuden gode muligheder for at shoppe alt det, I mangler til bebs. For eksempel hos Tinderbox, Name It eller H&M.
Hvor? Falkoner Allé 21
Hos Pure Baby finder du alt det lækreste til baby. Om I er på udkig efter en ny ulddragt, lidt legetøj i god kvalitet, et par nye Bibs-sutter, som ellers kan være næsten umulige at finde i fysiske butikker, eller bæredygtige alternativer til jeres husholdning, finder i det i den lyse biks på Falkoner Allé.
Hvor? Falkoner Allé 39
Alt efter hvor godt gående din lille mini er, har Tjubang Sko det perfekte fodtøj. Deres sortiment strækker sig over alt fra prewalker-sko og sutsko til de allermindste til både sandaler og vinterstøvler til de lid større.
Hvor? Godthåbsvej 18
✔︎ Med Børn i byen Klubben får du 10% hos Tjubang Sko
Hvis I mangler lir til børneværelset eller en sjov jule- eller fødselsdagsgave, har PRIK alt, hvad hjertet begærer af legetøj til børn i alle aldre. Der er tøj til dukkerne, biler og tog, pynt til værelset og alt andet mellem himmel og jord.
Hvor? Gl. Kongevej 127
De små vokser så hurtigt, at det vil være til gene for både mijø og pengepung, hvis vi køber en helt ny garderobe hver gang størrelserne skifter. Kig i stedet forbi din lokale Mødrehjælpen på Rolighedsvej, hvor det brugte tøj er opdelt i størrelser og kategorier, så du nemt kan danne dig et overblik. Der er desuden en lille afdeling med legetøj, hvor din baby garanteret finder noget brugt og billigt at kaste sin kærlighed på.
Hvor? Rolighedsvej 18
Shop-amok blandt de smukkeste Liberty-stoffer i den fine, lille biks på Værnedamsvej. Der bliver syet det sødeste tøj til de små, samt fine tøjdyr, som baby vil have glæde af i mange år. Man kan ikke undgå at komme i godt humør af de mange print og farver i det hyggelige univers!
Hvor? Værnedamsvej 17
Til de praktiske køb, der konstant dukker op på huskesedlen med en baby i huset, er det dejlig nemt at have en Babysam i nærheden. De har både de større ting som klapvogne og autostole, men også alt fra drikkedunke og babybestik til solhatte og varme luffer.
Hvor? Falkoner Allé 53
Bag Frederiksberg Centret ligger CBS's campus-område, som består af store, åbne græsarealer. Det er et nemt sted at holde et hvil, når I har shoppet løs inde i centret, og junior trænger til at brænde lidt krudt af.
De mange stier blandt høje træer, gæs og fiskehejrer byder i høj grad ind til lange trilleture med barnevognen. Bare husk at købe en kop kaffe med ind, så du kan vandre rundt og rundt og rundt, mens den lille får sovet igennem til lyden af rislende vand og fuglefløjt. Og måske et enkelt elefant-trut.
Den smukkeste, lille Frederiksberg-perle, der på alle årstider bugner af smukke nuancer og flot botanik. Der er mulighed for at gå rundt med barnevognen, men der er også mange bænke, hvorfra man kan sidde og nyde de mange fine udsigter over haven.
Der er måske knapt så smuk som i Landbohøjskolens Have, men Grøndalsparken kan også noget! Den lange sti, som tager dig helt fra Borups Allé til Damhussøen, er omgivet af grønne træer, græsplæner og op til flere legepladser.
I Grøndalsparken finder I bl.a. den nyrenoverede toglegeplads, hvor der udover at være en udkigspost til det rigtige S-tog, der kører forbi lige bag legepladsen, også er togtema, som både de mindste og de lidt større børn kan lege amok i. Til de små er der et par togvogne, de kan gå på opdagelse i, samt en sandkasse med spejle og båthorn.
Hvor? Grøndalsengen (nord for Grøndalsvej 26)
Det kan være en udfordring at finde en legeplads, der egner sig perfekt til de mindste børn, som jo ikke kan så meget endnu. Men i Aksel Møllers Have - lige over for svømmehallen - er der sandkasse-område, edderkoppegynge og små flade trampoliner, som selv de allermindste synes er sjov at sidde, kravle og stå på. Der er desuden gummiunderlag, som er perfekt til kravlebabyer.
Hvor? Aksel Møllers Have
Lindevangsparkens legeplads er et hit hos de mindste, fordi den er udstyret med en babygynge og et stort sandkasse-område med både en indhegnet mini-sandkasse, et legehus og en lille rutsjebane. Om sommeren er der desuden vand i det store soppebassin, som både store og små er helt vilde med.
Hvor? Mellem Dalgas Boulevard, Finsensvej og Ved Lindevangen