Lad børnene opleve et mylder af kajakker flyde gennem havnen i København og vær med til at fejre Grønland på FN's internationale dag for oprindelige folk.


Rikke er journalist på Børn i byen, hvor hun tipper om alt fra særlige legepladser og skjulte oaser til museer i børnehøjde og byens familieevents.
Stå klar den 9. august 2026, når Københavns Havn fyldes med kajakker, musik og grønlandske flag i anledning af FN's internationale dag for oprindelige folk, hvor Grønland er i fokus. Publikum kan langs kajerne opleve musik og indslag ved Nordatlantens Brygge, Ofelia Plads og Sandkaj ved Nordhavns Bassin.
Langs kajerne kan børnene og de voksne se danskere og inuit/grønlændere sejle sammen gennem byen i en stor kajakparade. Paraden hylder grønlandsk kultur og er arrangeret af Uagut – Landsorganisationen for grønlændere i Danmark og Mellemfolkeligt Samvirke, som vil skabe nye møder mellem mennesker i Grønland og Danmark.
"Kajakken er et stærkt symbol på grønlandsk kultur og identitet. I årtusinder har den været tæt knyttet til livet i Grønland. Samtidig er kajaksejlads en populær sport og fritidsaktivitet for mange danskere, og interessen for Grønland og grønlandsk kultur er voksende. Derfor er kajakken et naturligt samlingspunkt for en begivenhed, der skal bringe mennesker sammen, skabe dialog og styrke fællesskabet mellem Grønland og Danmark,” siger Julie Rademacher, direktør for Uagut – Landsorganisationen for grønlændere i Danmark, i en pressemeddelelse.
På dagen kan I udover at nyde den smukke parade også opleve musik, da performanceduoen Inuanima med den grønlandsk-danske musiker og mavedanser Aviaja Lumholdt fører an på en tømmerflåde. Og på havnekajen ved Nordatlantens Brygge kan I kigge med, når kajakbygger Svend Ulstrup bygger en oprindelig grønlandsk kajak.




