Skal dit barn starte i skole - eller måske skifte skole? Så kan I med fordel se film eller serier om emnet, så I er ekstra godt forberedt. Selvom nogle af dem er gamle, er der masser af temaer, som stadig er aktuelle og kan give anledning til gode snakke.

Klar, parat, skolestart er en helt ny serie for kommende skolebørn på Ramasjang. Første sæson udkom sidste år, og anden sæson har netop fået premiere. Her følger vi børnene Elly og Oscar, der begge skal starte i skole. Serien har til formål at tale om de bekymringer og oplevelser, børnene kan have, når de starter i skole, og kan bruges som udgangspunkt for samtaler om skolestart. Serien kan ses på DR.
Villads fra Valby er en filmatisering af den populære børnebogsserie af samme navn skrevet af Anne Sofie Hammer. Med Villads i centrum er i garanteret et smil på læben og mere til, for Villads er sjov, opfindsom og fyldt med gode idéer. Han kan godt lide at bestemme selv, og derfor er det ikke altid lige nemt, når man er begyndt i skole og skal høre efter lærerne. Det er en sød og sjov historie, der kan ses af hele familien og især velegnet børn, der står overfor skolestart. Filmen kan lejes på Blockbuster.
Selvom Nana er en familieserie, og endda en gammel en af slagsen, er det uden tvivl en af de bedste historier om skolestart, I kommer til at støde på. Nana og hendes far, spillet af Jesper Christensen, er det sødeste makkerpar, der begge må omstille sig på det nye skoleliv med madpakker, appelsin-regning, nye venner og udflugter. Nana tager dig gennem nye oplevelser på hendes skole hele året rundt med inderlighed og hjertevarme. Serien er for alle og et rigtigt godt bud på en introduktion til skolelivet. Serien kan ses på DR.
Inderst inde er Pixars skønne fortælling om en 11-årig pige, Riley, der flytter til en ny by med sin familie og skal starte på en ny skole. Inderst inde i Rileys hoved sidder fem grundlæggende følelser og styrer hendes adfærd. Filmen belyser nogle af de mere grundlæggende følelser omkring nye begyndelser, og er henvendt til børn over 7 år. Det er en sød og gribende historie, der måske vækker genkendelse hos nogle af de lidt større børn. Den kan ses på DisneyPlus eller lejes på Viaplay og Blockbuster.
Buster har det ikke nemt i skolen, hvor han mobbes og skal beskytte sin lillesøster, der er handicappet. Men han holder hovedet højt, og finder med opfindsomhed og trylleri sin egen vej med hjælp fra den kække pige Joanna. Filmen er en klassiker og en rørende historie, der dækker flere facetter af skolelivets hierarki og nye venskaber. Den anbefales at se fra 6 år, og er tilgængelig på Filmstriben og Blockbuster. Der er faktisk også en nyere version fra 2021, som også kan lejes på Blockbuster.
Før filmene var der også en serie, men her på listen har vi valgt at fremhæve den første Max Pinlig film fra 2008, som både er tåkrummende og elskværdig. Max går i skole, og filmen centrerer sig omkring nogle af de udfordringer, som man kan støde på - som den første forelskelse, mobning, og specielt pinlige forældre, der bare kan blive hjemme og passe sig selv. Filmen kan ses på Filmstriben og rammer især børn i mellemtrinsalderen.
Om man vælger 90'ernes originale bølle eller er lidt mere til en af de nyere udgaver med et yngre cast, får man en god historie om en dreng, der laver sjov og ballade - og aldrig giver op. Historierne bruger skolen som arena, hvor der er fyldt med drillerier, hemmelige forelskelser og gode venner. Især den originale er en alletiders film, der vækker 90'er nostalgi for hele femøren med det originale soundtrack og Amalie Dollerup i rollen som Sara. Den kan ses på Filmstriben og er bedst egnet til børn over 6 år.


