Trænger familien til at få brændt noget energi af på en sjov måde? Så skulle I prøve en af disse 5 action-oplevelser i Aarhus. Læs med her.
Hos Aarhus Boulders har de både klatrevægge til helt små børn, begyndere og letøvede samt træningsfaciliteter til øvede og eliteklatrere. Så hvis ungerne i familien har lyst til at prøve kræfter med klatring er Boulders stedet for jer. Der bliver bygget nye boulderproblemer i alle sværhedsgrader to gange om ugen forskellige steder i hallen, så der er altid friske og sjove klatreudfordringer til alle niveauer.
Rush Trampolinpark er et slaraffenland for hoppeglade unger! Her kan hele familien hoppe i de sjove trampoliner på gulve og vægge, og boltre sig i de sjove redskaber. Man kan også spille dodgeball og prøve den populære wipe out! Husk at tilmelde jer inden ankomst.
Motorikhallen i Springcenter Aarhus er særligt indrettet til børn med labyrinter, rutschebaner, klatretove og et kæmpestort net, man kan kravle og lege i. Derudover er der stortrampoliner, skumgrav og en springbane, så der er masser af sjov for ungerne. Ta' også til deres Søndagsræs, som er åbent for forskellige aldersgrupper i løbet ad dagen.
Hver lørdag og søndag formiddag kan I komme med til Gymleg og Familietons - mest for små børn. Alle redskaberne kommer ud i springsalen, så børnene kan hoppe, spring, tumle, kravle og boltre sig i salen. Søndag eftermiddag er der Sjov Søndag Legeland, hvor man kan prøve kræfter med klatrevæggen, springsalen og hoppepuderne. Man kan også dyste mod ungerne i et spil badminton eller andre sjove boldsspil.
Hos Leos Legeland er der garanti for en god dag! Her kan ungerne boltre sig i det store edderkoppespind, prøve boldkanonerne, piratskibet, rutsjebanerne og trampolinerne så længe, de orker. De mindre børn kan frit lege i mini-world, som er forbeholdt de små størrelser, og så er der også mulighed for at købe mad og drikke i bistroen.