Teater Next gæster lige nu Anemonen med den mest vidunderlige børneforestilling, Cirkelines Museskole, efter Hanne Hastrups fortælling. Min 5-årige grinede sig gennem alle 40 minutter, og lærte vist også et par ting undervejs.



Det er første dag efter påskeferien, og teatersalen summer af glæde og forventning hos alle de mange børn, der er på tur med børnehave, forældre og bedsteforældre, mens vi finder et par gode pladser. Scenen står klar med en stor tændstikæske, en skoletavle og et Europakort, samt de fineste malede kulisser med bøger, græs og blomster i bedste genkendelige Cirkeline-stil. Og med ét træder Cirkeline ind i klasseværelset, tager sine briller på, og ringer skoledagen ind med en lille klokke.

Da Frederik og Ingolf indfinder sig, er det med børnelatter blandt publikum efter hver en replik eller bevægelse. Deres forskellige tilgange til skolen, deres små indbyrdes drillerier og deres komiske levering af samtlige replikker, gør det svært ikke at bryde ud i latter - og særligt de mindste publikummer holder sig på ingen måde tilbage. Det er tydeligt fra start til slut, at stykkets humor rammer fuldstændigt plet hos den 3-8-årige målgruppe.

Selvom forestillingen primært vil opfattes som sjov af børnene i salen, er der også mange gode læringer undervejs, som de helt sikkert vil tage med sig videre. Som for eksempel at ost rimer på kost, at gorgonzola stammer fra Italien, at valmuers kronblade falder af, når blomsten plukkes, at fluesvampe og bjørnekloer er giftige, og at det er bedst at stå musestille, hvis man ikke vil stikkes af en bi.

Som en helt naturlig del af forestillingens handling, bryder Cirkeline og musene nogle gange ud i sang, og fanger publikums fulde opmærksomhed med fantastisk musik af Hans-Henrik Ley. Blandt andet med klassikere som "Bim bam busse", der får flere i salen til at synge med - unge som gamle. Og med finurlige Cirkeline-sange som "Ost er musens allerbedste mad", der får børnene til at grine, og den mere poetiske "Regnvejrssang".

Som en særlig lille oplevelse efter forestillingen, var der mulighed for at hilse på Cirkeline og musene ude ved indgangen til Anemonen. Alle børn var velkomne til at give en krammer og sludre lidt. Min datter var meget ivrig efter at fortælle om de oste hun kendte, som ikke blev nævnt på scenen. Så hun fik talt lidt om gedeost med den ene mus, inden vi fandt vores tøj i garderoben, og begav os ud i regnvejret og nynnede regnvejrssangen hele vejen ned til metroen.


