De fleste børn elsker at gå på jagt efter de små, brune skatte. Børn i byen har været på kastanje-rov og giver jer her forslag til gode steder at samle de dekorative efterårs-bebudere.
Trask en tur gennem Frederiksberg Have med de smukke søer, glade ænder og nysgerrige fiskehejrer. Følg de snoede stier langs buskads og træer og snart vil I støde på nedfaldne kastanjer. Det kan godt være I skal et par meter ind buskadset ved stiens kanter for at gøre den store fangst.
Kongens Have i midtbyen huser også en del kastanjetræer rundt omkring i haven. Trænger børnene til en pause fra kastanjejagten, så læg vejen forbi havens fine, lille legeplads, der byder på både gangbroer, træudskårne drager og dybe sandgrave med plads til masser af fantasifuld leg for små eventyrere.
Carlsberg-byen gemmer på en fantastisk perle; J.C. Jacobsens Have. Træd ind i den gamle bryggers tidligere private have og nyd den særlige ro og skønhed, der hersker her. Denne lille tidslomme midt i det industrielle område byder på masser af flotte, eksotiske træer og planter – heriblandt kastanjetræer.
Assistensen er en dejlig grøn oase midt på det pulserende Nørrebro, hvor det er skønt at gå en tur, uanset årstiden. Ligesom de fleste andre grønne områder, er kirkegården selvfølgelig særlig smuk om efteråret med træernes gyldenbrune farveeksplosion. Også her er der rig mulighed for at støde på nedfaldne kastanjer.
Søerne i København er et genialt spot for kastanjesamlere. Strækningen hele vejen rundt om Peblinge Sø og Sortedams Sø er et slaraffenland. I kan passende gå en tur omkring Søerne før eller efter, måske med en kop kaffe eller kakao to-go.
Har I mod på en lidt længere udflugt i jeres søgen efter de små, blanke skatte, så er Dyrehaven et oplagt mål, for her er selvfølgelig også en hel del kastanjetræer. Pas på havens fritgående hjorte i jeres iver for at finde kastanjer. De er normalt ikke farlige, men kan i sjældne tilfælde gå til angreb, hvis de føler sig pressede. Netop september og oktober er brunsttid for krondyr, hvor de er særligt oppe på mærkerne.