Forår er lig med is - vi har samlet 7 gode steder, hvor hele familien kan finde sine kølende forfriskninger.

Popsicle & Juice

Adresse: Ny Banegårdsgade 46, 8000 Aarhus
"Popsicle & Juice" i Aarhus Street Food serverer foruden milkshakes, smoothies og juices også hjemmelavede flødeis på pind. Alt bliver lavet efter egne opskrifter på den lille is-fabrik bag butikken. Lad ungerne kigge ind ad ruden og se dem blive tryllet frem! Sortimentet varierer alt efter is-magerens humør, så kig forbi og lad jer overraske. 

Dolce Vita

Adresse: Har flere adresser
Dolce Vita er en kending for mange aarhusianere, og er til at finde hele fire steder rundt i byen, både i Risskov, nordbyen, centrum og Højbjerg. Isen er lavet efter italienske opskrifter og ingredienserne er rørt op i hånden. Foruden de mange isvarianter, kan forældrene nyde butikkens hjemmeristede kaffe, hvis popularitet også er kendt i Aarhus’ gader.

Mammis Gelato

Adresse: Rosensgade 34, 8000 Aarhus C
Mammis Gelato blev i 2017 kåret til byens bedste issted af smagaarhus.dk’s mange læsere. Placeret midt i Latinerkvarteret i de hyggeligste rammer, kan I nyde ægte frisklavet italiensk gelato-is, der lige er det mere cremet, end vi normalt kender det. Den familieejede butik er ikke særlig gammel, men er allerede populær blandt Aarhus’ beboere – og med god grund!

Suppestegogis

Adresse: Åboulevarden 82, 8000 Aarhus C
Midt på Åboulevarden lige ved Magasin finder i den hyggelige café, Suppestegogis. Med masser af plads og stole og borde helt ud til vandet, er det et perfekt sted at nyde en kold is i sommervarmen. Udover den gode smag, kan caféen også prale med, at isen er lavet af 90-100% økologiske råvarer. Et sikkert hit hos børnene er ofte også caféens hjemmelavede milkshakes, som laves på to valgfrie kugler is.

Social Foodies

Adresse: M.P. Bruuns Gade 60, 8000 Aarhus C
Hos Social Foodies laver de lækker hjemmelavet chokolade og is hver dag! Tag forbi og se hvordan de laver flødeboller med de lækre råvarer. Kvaliteten er helt i top, og man kan købe deres produkter med god samvittighed da alt chokolade kommer fra deres egen fabrik i Sydfafrika, og de støtter socialt udsatte i både Danske og afrikanske projekter. Medlemmer af Børn i byen klubben får 15% rabat på Social Foodies produkter.

OLUFs

Adresse: Graven 16, 8000 Aarhus C
OLUFs er en forholdsvis nyåbnet iscafé midt i Latinerkvarteret. Her er fokus på de friske og hjemmelavede ispinde. Ispindene findes i adskillige flotte varianter og til fornuftige priser. Stedet er ligeledes kendt fra København, hvor opmærksomheden og populariteten også her har sat sit præg.

Smiley Frozen Yogurt

Adresse: Frederiksgade 12, 8000 Aarhus C
For et lidt alternativt og muligvis sundere isvalg, vil vi foreslå Smiley Frozen Yogurt. Placeret centralt mellem Åboulevarden og Busgaden er dette en hyggelig lille ’isbod’, hvor ungerne uden tvivl kan finde noget, de kan lide. Med mange forskellige og skiftende smagsvarianter, som kan blandes efter eget valg, får man lige det, man ønsker. Dette kobles med et hav af toppings fra diverse frugter, bær, slik, chokolade, mælkesnitter og meget mere.

 

Fotos: 1. Popsicle and juices / Aarhus Street Food 2. Dolce Vita 3. Mammis Gelato 4. Suppestegogis 5. Social Foodies 6. OLUFs 7. Smiley Frozen Yogurt

 

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.