Kystagerparken

I den sydlige del af København, ved Kalveboderne i Hvidovre, ligger en af hovedstadsområdets mest oversete naturperler – Kystagerparken. Det er et stort, fredet græs- og kystområde, hvor I kan vandre langs vandet, bestige et bjerg, kigge på fugle og soppe på en lille strand uden at skulle køre langt fra byen.

Parkens vartegn er Bjerget, en cirka 21 meter høj bakke, der er kunstigt opbygget af overskudsjord. Fra toppen har I en flot udsigt ud over Kalveboderne mod Amager, og om vinteren er Bjerget et af områdets mest populære kælkebakker. Også resten af året bruges toppen flittigt til drageflyvning, picnic og bare det at trække vejret med vidt udsyn.

Det er også på toppen af Bjerget, at en af parkens mest fascinerende familieoplevelser begynder – Planetstien. Det er en knap 6 km lang vandretur, hvor solsystemet er gengivet i målestoksforholdet 1:1.000.000.000. På Bjerget står modellen af Solen, og når I følger stien hele vejen til Pluto, har I bevæget jer gennem hele solsystemet i korrekt indbyrdes afstand. Jorden er på størrelse med en stor ært, og hver planet er støbt i bronze og monteret på sin egen søjle med en informationstavle, så I kan læse jer kloge på vejen. Det er en lærerig og sjov måde at få sat skala på rummet på for større børn.

Selve Kystagerparken er et fredet område og et EU-fuglereservat. Græsset bliver med vilje ikke slået, så her vokser vilde planter og blomster frit – og det skaber fint levested for insekter, spidsmus, sanglærker, ræve og tårnfalke. Langs stierne står informationstavler om dyrene og planterne, så I kan blive klogere undervejs.

Følger I kysten et stykke videre, kommer I forbi en lille lavvandet sandstrand ved Lodsparken med en badebro, hvor de mindste trygt kan soppe rundt om sommeren. Inde i selve Kystagerparken finder I også en lille naturlegeplads, der er bygget af fældede gamle træer og inviterer til balancegang, hop og spring – et fint stop, hvis der trænger til en pause fra gåturen.

Det skal I vide: Der er borde og bænke i området, så I kan slå jer ned med madpakken, men der er ingen toiletter i selve parken. Det nærmeste toilet finder I på Åmarken S-togsstation, hvor mange også vælger at starte deres tur. Parken er åben hele året og gratis at besøge.Vil I udforske flere af hovedstadens grønne perler, kan I finde inspiration i vores guide til 8 naturområder tæt på København.

0 bidrag fra Børn i byens brugere

Ingen bidrag endnu
Der er ingen bidrag, skriv den første nu!
Har du kommentarer eller tips til dette sted, som kan hjælpe andre børnefamilier?
Bliv medlem eller log ind for at bidrage
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben