Tjek vores bedste barselstips til dig, der bor i Nordvest, og få mest muligt hygge, leg og sjov ud af din barsel med bebs.

Café-hygge

Foto: Café Sirius

Café Sirius

På den hyggelige plads foran en nyere boligblok ligger Café Sirius, der byder alle områdets beboere velkommen med åbne arme. Menukortet spænder bredt over både morgenmad, frokost, aftensmad, desserter, kaffe og cocktails, mens indretningen er både hyggelig, familievenlig og særligt børnevenlig med legetøj til fri afbenyttelse.

Hvor? Rentemestervej 13

Kaffedepartementet

Med en lille ny derhjemme er du sikkert mere træt end nogensinde før, og dermed også mere kaffetrængende. Forkæl dig selv med kvalitetskaffe fra Kaffedepartementet, som rister deres egen nøje udvalgte kaffe, og serverer den i hyggelige omgivelser.

Hvor? Rentemestervej 64

Miklagaard

Nordvests mad-mekka på Frederiksborgvej dækker over hele 4 spisesteder - et steakhouse, en café og bageri, en pasta og pizza-restaurant, samt en cocktailbar. I dagtimerne med baby, vil du formentligt blive glad for at hænge ud i caféen og bageriet, som disker op med alle de lækre morgenmadsanretninger, du kan forestille dig - og selvfølgelig både juice og kaffe at skylle måltidet ned med.

Hvor? Frederiksborgvej 21

Måltid

På toppen af bakken - lige over for Bispebjerg Kirkegård - ligger Måltid. En hyggelig café, der byder på lækker brunch, frokost og aftensmad eller bare en god kop kaffe. Der er desuden god plads til barnevognen udenfor, også hvis det er hele mødregruppen, der skal hygge sammen - bare husk at bestille bord på forhånd, hvis I vil være sikre på at få plads med det samme. 

Hvor? Bispebjerg Torv 2

Behov

Er du pludseligt hugsulten, så lad Behov stå for menuen. Du kan selv bygge din sandwich eller pizza, eller vælge blandt menukortets morgenmad, frokost, aftensmad og søde sager. Når junior bliver stor nok til at spise med, er det også et oplagt sted at gnaske pizzaskorper til den store guldmedalje. 

Hvor? Rentemestervej 94

Leg med baby

Biblioteket på Rentemestervej, Foto: Hege Lindeberg

Biblioteket på Rentemestervej

Når du er på barsel med en baby, der begynder at ville bevæge sig rundt i verden og udforske, er biblioteket det perfekte sted at tumle rundt, fordybe sig og møde jævnaldrende børn og deres forældre. Du kan desuden også deltage i de faglige BarselsBar-arrangementer, der bliver afholdt på biblioteket.

Hvor? Rentemestervej 76

Dansekapellet

Styrk dit barns motoriske udvikling, syng sange og få aktiveret alle sanserne, når Dansekapellet slår dørene op for rytmik og tumlastik for babyer og børn fra 6-18 måneder. Der kræves ikke tilmelding, og I binder jer ikke til et bestemt antal mødegange, men betaler bare 50 kr., når I dukker op - nemt!

Hvor? Bispebjerg Torv 1

Grøndal Multicenter

Nordvest har sit helt eget lille legeland i Grøndal Multicenter, hvor baby kan give den gas blandt labyrinter, rutsjebaner og massevis af kugler. Kig forbi i hverdagene, hvor der ikke er tidsbegrænsning og sort af mennesker. Har I brug for lidt frisk luft efter besøget, ligger centeret lige ved Genforeningspladsen, hvor der blandt andet ligger en legeplads, I lige så godt kan prøve af. 

Hvor? Hvidkildevej 64

De lokale kirker

Er I til sang og fagter, vil babysalmesang i jeres lokale kirke sikkert være et hit. Find hold med og uden tilmelding i eksempelvis Grundtvigs Kirke, Kapernaumskirken, Ansgarkirken og Emdrup Kirke. I nogle kirker er der desuden åbne legestuer og andre tilbud til dig og baby - forhør dig i jeres yndlingskirke. 

Snacks to-go

Foto: Stephanie Mielnicki

Bland selv-slik

Det kræver lidt benzin at tilbagelægge kilometer efter kilometer med baby i vognen, og heldigvis bugner dit kvarter med det allerbedste brændstof - nemlig bland selv-slik! På Frederikssundsvej-strækningen mellem Nørrebro Station og Hulgårds Plads ligger der slikbutik efter slikbutik, så det er bare om at finde frem til dit personlige favoritudvalg.

Hvor? Frederikssundsvej

Ørnebageriet

På hjørnet af Frederikssundsvej og Mågevej finder du Ørnebageriet, som har boet på adressen siden 1982. Udvalget er meget klassisk med alt fra snegle og croissanter til rundstykker og rugbrød - alt, hvad du har brug for, når det føles som om, at der er en evighed til det bliver frokosttid, fordi du igen igen har været oppe før solen og resten af verden.

Hvor? Frederikssundsvej 51

Favori Baklavaci

Når du bor i Nordvest bliver du hver dag mødt af et mangfoldigt gadebillede med et hav af forskellige kulturer. Spis dig igennem de forskellige køkkener, der er repræsenteret i dit område! Hos Favori Baklavaci finder du for eksempel traditionelle tyrkiske desserter, snacks og kaffe. Tag plads i den lille biks eller hiv lækkerierne med på trilletur. 

Hvor? Frederiksborgvej 4

Shopping

Foto: ROBA

ROBA

I den fine, lille butik finder du lækkert tøj og tilbehør til både dig selv og baby fra populære mærker som Gro, Serendipity, Angulus, FUB, ICHI og mange flere. Du kan også bruge butikken som en gavebiks, hvis du har en veninde eller søster, der har fødselsdag, eller hvis du kender et barn, der skal forkæles lidt. 

Hvor? Frederikssundsvej 29

Nørrebro Bycenter

Det lille center, som trods navnet befinder sig i Nordvest, byder på mange af de ting, du har brug for i din hverdag. Find strømper til hele familien i Socks & More, tøj i H&M, alverdens tilbehør i Søstrene Grene og alt det praktiske i Normal, som for eksmpel både sælger sutter, ammeindlæg og snacks til turen. 

Hvor: Lygten 2L

Gåture

Foto: Stephanie Mielnicki

Emdrupparken/Dyssegårdsparken

Mellem Emdrup og Dyssegård ligger to parkområder op ad hinanden, som byder på forskellige aktiviteter. Emdrupparken er først og fremmest en idrætspark, som desuden har den fineste allé, der især står smukt om efteråret. Alléen fører dig direkte til Dyssegårdsparken, som er et grønt område med høje træer, åbne arealer og op til flere gode legepladser, I kan boltre jer på sammen med områdets andre børnefamilier.

Bispebjerg Kirkegård

Udover at være totalt overrendt, når foråret og kirsebærtræerne springer ud, er Bispebjerg Kirkegård et oplagt sted at gå tur med barnevognen på alle tider af året. Der er store, brede stier, hyggelige kroge, åbne vidder og dejlig fred og ro til en lur eller til at spise en medbragt madpakke.

Utterslev Mose

Skal storbylivet spices op med lidt frisk luft og natur, så gå en god tur ved Utterslev Mose. Der er garanti for fuglefløjt, grønt så langt øjet rækker, vind i håret og ro i krop og sjæl. Din baby vil sikkert også synes, at det er fedt med lidt andet at kigge på end den vante legeplads i gården. 

Legepladser

Foto: Stephanie Mielnicki

Legepladsen på Hulgårds Plads

Hulgårds Plads er en dejlig, grøn oase midt i Nordvest, hvor en stor legeplads med aktiviteter for børn i alle aldre huserer. For de mindste børn er der en indhegnet legegård med både sandkasse, rutsjebane og en masse legetøj til udendørs brug, som I sammen kan hygge jer med.

Hvor? Hulgårds Plads 6

Legepladsen i Lersøparken

I Lersøparken ligger en legeplads i gyldent træ, som byder på sandkasse med kageborde og balanceredskaber, samt legehus til de mindste. Legepladsen ligger lige ved siden af en af byens bredeste kælkebakker, så er vejret til det, kan junior få sin første kælketur.

Hvor? Tæt på parkindgangen ved Tagensvej/Lersøstien

Legepladsen på Bispebjerg Parkallé

Legepladsen, som også kaldes for Elefantlegepladsen, har en populær rutsjebane med et stort elefanthoved. Desuden er der babygynge og fugleredegynge, sandkasse med sandkageborde og svampeskamler og en sjov karruselblomst, man kan blive helt rundtosset af. 

Hvor? Bispebjerg Parkallé ud for Henriksvej  

Legepladsen på Rørsangervej

Den hemmelige gummilegeplads, der er omringet af boligblokke, er næsten en skattejagt i sig selv at finde frem til. Den består af gummibeklædte bakker så langt øjet rækker, en sjov springvandsmaskine og mange andre ting, som børn i alle aldre vil elske. Se, om du kan finde den skjulte legeplads!

Hvor? Rørsangervej 82