10 familievenlige glamping-oplevelser i Danmark

Er I en familie af livsnydere, der vil holde ferie tæt på naturen, men uden at få jord under neglene? Så er glamping måske noget for jer! Tag på glamping i Danmark.

Adobe Stock
Opdateret d. 18. aug 2026 Kl. 12:14
Vågn op midt i naturen. Foto: TIKI Camp
Vågn op midt i naturen. Foto: TIKI Camp

TIKI Camp - de første glampister i Danmark

Nicki og Tirza flyttede fra Amsterdam i 2018, for at slå sig ned på Langeland, hvor de fantastiske naturomgivelser med tiden inspirerede dem til at kombinere camping og luksus som de første i landet. Det har udviklet sig til TIKI Camp, som er et lille ferieparadis med luksustelte af høj kvalitet i de skønneste omgivelser. Udover at gå op i komfort og forkælelse, er der også fokus på bæredygtighed hos TIKI Camp. De forsøger at være så selvforsynende som muligt - så et måltid i campen består hovedsageligt at hjemmeavlede lækkerier fra grøntsagshaven.

Bo i luksus-telte. Foto: Bamsebo Camping 
Bo i luksus-telte. Foto: Bamsebo Camping 

Bamsebo Camping - luksus kanotur på Gudenåen

Bamsebo Camping tager børnefamilierne i hånden med en arrangeret 3 dages kanotur, hvor der er sørget for alt. I overnatter i lækre glamping-telte, og bliver transporteret til og fra kanoen, så I ikke behøver at tænke over logistik og oppakning. Det er en helt ideel ferieform for livsnydere, der gerne vil opleve Gudenåen fra vandet uden selv at skulle stå for praktik. Udover de flotte naturoplevelser tilbyder Bamsebo Camping masser af aktiviteter for børefamilier, men kan benytte sig af, når man er retur fra dagens kanotur. Der er blandt andet legeplads, minigolf og swimmingpool.

Overnat i idyl. Foto: Stavehøl 
Overnat i idyl. Foto: Stavehøl 

Stavehøl - landlig idyl på Bornholm

Oplev Bornholms smukke natur hos Stavehøl, hvor I kan overnatte i eksotiske telte midt ude i den smukke eng - tæt på vandfaldet Stavehøl. Stavehøl ligger tæt på Gudhjem, og tilbyder overnatning i kirgisiske jurte eller fuldt møblerede, lotus-formede klokketelte midt i den landlige bornholmske natur. Teltene ligger spredt ud på et stort naturområde, så I kan få oplevelsen af at have al naturen for jer selv. Udover at gå på opdagelse i engområdet, er der også en legeplads og sandkasse på grunden for de mindre børn, og så kan der lejes cykler.

Bo med udsigt. Foto: Svendborg Sund Camping 
Bo med udsigt. Foto: Svendborg Sund Camping 

Svendborg Sund Camping - luksustelte ved sundet

Hos Svendborg Sund Camping kan I overnatte i store, lyse bomuldstelte med panoramaudsigt over sundet. Teltene er indrettet med komfortable senge og bløde lænestole, køleskab, grill og loungesæt, og har sengepladser til 3-7 personer. I forlængelse af pladsen ligger en børnevenlig badestrand, hvor I kan nyde solnedgangen og se på skibene, der sejler forbi. I højsæsonen er der underholdning ved bålet og mini-zoo. Der kan desuden bestilles morgenmad, som leveres ved teltet.

Sov på Bornholm. Foto: Nordliv 
Sov på Bornholm. Foto: Nordliv 

Nordliv - ved havet på Bornholm

Hos Nordliv på den bornholmske vestkyst, kan I overnatte bekvemt på gode madrasser i bomuldstelte, mens I falder i søvn til lyden af havets bølger. Om morgenen bliver I vækket af fuglekvidder og en lækker morgenmad med bornholmske råvarer. Der er adgang til udekøkken og udebad, og i nærområdet er der en stor legeplads, badestrand, vandland og havnebad med bassiner.

Unik overnatning. Foto: Eco Beach Camp 
Unik overnatning. Foto: Eco Beach Camp 

Eco Beach Camp - Danmarks mindste campingplads

Få en helt unik ferieoplevelse hos Eco Beach Camp - en lille campingplads med 17 telte i alt, der holder til på en af landets bedste strande. Når den ikke står på ren afslapning i teltene, byder stranden på et hav af aktiviteter som windsurfing, paddleboards og kajakker, mens der også er mulighed for massage, yoga og en masse andet godt for krop og sjæl. Stranden er enormt børnevenlig - helt uden sten, og med vand, der er så lavt, at man skal 50 meter ud, før det går over knæene. Der er desuden en lille café, der serverer kaffe og kolde drikkevarer - alt sammen med fokus på økologi og bæredygtighed.

Sov i trætoppene. Foto: Kaløvig Center 
Sov i trætoppene. Foto: Kaløvig Center 

Kaløvig Center - trætophus ved Mols Bjerge

Helt ud til vandet, omringet af Mols Bjerge, ligger Kaløvig Center, hvor I kan overnatte i en eventyrlig trætophytte til lyden af fuglekvidder. Den arkitekttegnede træhytte er smukt designet i fransk stil med udskæringer og flotte detaljer - blandt andet en meget hyggelig og privat terrasse med udsigt over parken. Hytten er møbleret med borde, stole og en dobbeltseng med dyner. Man kan være op til 2 børn og 2 voksne, hvor børnene dog må sove på stedets oppustelige liggeunderlag, hvis ikke der er plads i smørhullet. Overnatning inkluderer eftermiddagskaffe med hjemmebagt kage, samt aftensmad, aftenkaffe, morgenmad, sengetøj og linned.

Kom ned i gear. Foto: Mette Johnsen 
Kom ned i gear. Foto: Mette Johnsen 

Oh So Quiet - rolig vandreferie i Nordjylland

På en vandreferie kan I opleve ro, nærvær og gode snakke. Men det kan også være en logistisk udfordring, særligt for børnefamilier. Med vandrekonceptet Oh So Quiet kan I komme på 3 dages vandretur, uden at skulle bekymre jer om noget praktisk undervejs. Der er sørget for en god rute, I går fra hus til hus - og når I kommer frem, står der en måltidskasse pakket klar med lokale råvarer, så I nemt kan tilberede et nemt aftensmåltid, morgenmad og madpakke til næste dags vandretur. Der er også sørget for sengelinned og rengøring - det eneste, I skal have med, er tøj og gode vandresko! For at gøre oplevelsen god for børnene, er det en god idé at forberede dem på turen, samt at udforske dyr og planter undervejs. Der kan vælges mellem ruter i de naturskønne områder Nationalpark Thy og Jammerbugten.

Sov i klatreparken. Foto: Camp Adventure / Mads Tolstrup 
Sov i klatreparken. Foto: Camp Adventure / Mads Tolstrup 

Camp Adventure - glamping og action i skoven

Kombiner en aktiv dag i klatreparken og skovtårnet med skovens stille ro efter lukketid. Når I tjekker ind på Camp Adventures nye glampingplads kan I opleve solnedgangen fra første parket på Sjællands højest tilgængelige punkt, mens I nyder en afslappende aften og nat i de fuldt møblerede kæmpe-telte.

Vågn op i en skov. Foto: Søren Larsen, Løvtag
Vågn op i en skov. Foto: Søren Larsen, Løvtag

Løvtag - trætophotel i Himmerland

Langt væk fra store turistmasser i en lille skov i jyske Himmerland, ligger Danmarks første trætophotel Løvtag. De eksklusive trætophytter er arkitekttegnede og moderne indrettet med store vinduer, og i midten af hytten skyder et levende træ op, så I kan føle jer helt tæt på naturen. For både børn og voksne er det en gennemført eventyrlig oplevelse at kigge ud på trætoppene, og opleve at være en del af skoven. Der er 4 sovepladser i hver hytte, der også har en terrasse, hvor I kan nyde jeres morgenmad.

Bonus-tip!

Overnat i haven. Foto: Caroline Meldgaard
Overnat i haven. Foto: Caroline Meldgaard

Glamping i haven - shelter på hjul

Med et DIY shelter på hjul får I et helt nyt rum i haven - som tilmed er det hyggeligste og nemt kan flyttes (selvom det ikke fylder særlig meget). Derudover er det et genialt spot for både børn og teenagere, de har nemlig deres eget lille space, hvor de kan slappe af, tage en lur eller spille musik - og så kan man selvfølgelig overnatte i det! Find shelteret på hjul hos @design_by_plus.

Bidrag fra Børn i byens brugere

Journalist på Børn i byen
Har du tips og erfaringer, som andre familier kan få glæde af?
Svar
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben