2. MAJ 2026

Musikskoledage i Tivoli

DMK

Når Tivoli slår dørene op den 2. og 3. maj 2026, bliver Haven forvandlet til et levende lydlandskab. 6000 børn og unge fra hele landets musik- og kulturskoler indtager Tivoli og fylder forårsluften med musik, der spredes mellem blomstrende bede, forlystelser og glade gæster. Over to dage udfolder musikken sig på 12 scener og skaber en stemning, der kan mærkes i hele Haven.

Fra de tidlige timer og helt frem mod aftenen breder toner fra trompeter, saxofoner, trommer og tamburiner sig mellem scenerne. Musikken flytter sig konstant og inviterer gæsterne med på en rejse gennem genrer og udtryk, når orkestre, kor, bands og solister spiller sig ind i Tivoli. Her mødes klassisk musik, folkemusik, jazz, pop og musical i et farverigt og levende samspil.

Bag hver koncert ligger timevis af undervisning og øvelse. For de mange unge musikere kulminerer arbejdet i mødet med publikum, hvor musikkens fællesskab er i centrum. Sammen skaber de helt særlige øjeblikke, hvor Tivoli ikke blot danner ramme om musikken, men bliver en del af oplevelsen.

Maja Joss Børch, programleder for Musikskoledage i Tivoli, Danske Musik- og Kulturskoler, fortæller:

“Musikskoledage i Tivoli er noget helt særligt, fordi musikken kommer direkte fra børn og unge, der spiller med en åbenhed og energi, som smitter. Når tusindvis af unge musikere fylder Haven, opstår der en stemning, hvor både gæster og deltagere mærker, hvorfor musik betyder så meget. Det er en weekend, hvor man virkelig oplever bredden i dansk musikliv og glæden ved at skabe noget sammen.”

Musikskoledage i Tivoli har siden 1990 været en tilbagevendende tradition, hvor elever fra hele landet mødes for at dele deres musikalske engagement og lade sig inspirere af hinanden. I løbet af weekenden kan Havens gæster opleve flere hundrede koncerter fordelt på de mange scener, og man kan frit lade sig føre fra det ene musikunivers til et andet.
Musikskoledage kan opleves af alle, der besøger Tivoli. Det er en oplagt mulighed for både familier, musikinteresserede og kulturglade gæster, som ønsker at opleve de levende musikskolers talenter.

Tidspunkter

0 bidrag fra Børn i byens brugere

Har du tips og erfaringer, som andre familier kan få glæde af?
Log ind for at bidrage
Der er ingen kommentarer, skriv den første nu!
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben