Her kan du gå til babyrytmik i Aarhus

Rytmik er en skøn barsels- og mødregruppeaktivitet, og der findes et væld af tilbud, hvor man både kan deltage på hold, og hvor man kan deltage, når det passer ind i egen rytme. Vi har fundet 5 forskellige bud på musik- og rytmikhold i Aarhus.

11. september 2023
Af Julie Hedelund

Musik og rytmik er en kæmpe gave til dig og dit barn. Det stimulerer bl.a. motorik, sprog og søvn - og så lærer man en masse gode sange og remser, som der kan synges videre på derhjemme.

Foto: Leg på plejehjem

Leg på plejehjem

Hvad er mere livsbekræftende end, når mennesker på tværs af generationer mødes og sammen skaber en fantastisk oplevelse? Med konceptet "leg på plejehjem" kombineres legestue med rytmik samtidig med, at det bringer glæde hos andre. Der er mulighed for at deltage i legestuer på 10 forskellige plejehjem rundt omkring i Aarhus. Legestuerne finder sted tirsdag til fredag, og tidspunktet afhænger af den enkelte legestue. Flere af plejehjemmene har desuden caféer, hvor det er muligt at købe frokost.

Babysalmesang

Mange kirker tilbyder babysalmesang for de aller mindste. Her synges der sange, salmer, rasles med rasleæg, læres faktelege og meget mere - og så er det ganske gratis. Det er oftest nødvendigt at tilmelde sig et forløb, da der er rift om pladserne. Det er en skøn aktivitet for mødregruppen, og det kræver ikke indgående kendskab til folkekirken for at deltage. Flere steder er der desuden mulighed for at nyde en kop kaffe efter endt mødegang. Følgende kirker i Aarhus C. tilbyder bl.a. babysalmesang:

Foto: Romeika Cortez

RytmeRangle

RytmeRangle udbydes af By i Bevægelse, som desuden også tilbyder babysvømning og babymassage. Til RytmeRangle er musik og bevægelse for børn i alderen 0-5 år og deres forældre. Igennem leg med instrumenter bliver barnets nysgerrighed og motoriske udvikling stimuleret, og børn og forældre indgår i et aktivt fællesskab med underviseren. RytmeRangle finder sted mandag til torsdag, samt søndag - man tilmelder sig via By i Bevægelses hjemmeside.

Aarhus Musikskole

Smut til babyrytmik på Aarhus Musikskole. Babyer synger før de taler!  Alle sanser stimuleres gennem sang, fagter, bevægelse, lydlege med rasleæg og meget mere i babyrytmiktimen.  nærvær, kontakt, musik og sang er i centrum for en sanselig oplevelse for barnet. Alle kan være med til babyrytmik og gennem både kendte og nye sange får deltagerne ideer til, hvordan musikken kan blive en del af hverdagen – i bilen, på puslebordet, på legepladsen osv.

Musikskolen Laura

Giv dit barn en god start på livet – gå til babyrytmik. Hos Musikskolen Laura kan I synge kendte og nye børnesange. Vær med til at danse, lave bevægelege, fagtesange og leger med bolde, tørklæder, sæbebobler, ærteposer, eksperimentere med lyde og klange på små instrumenter og meget, meget mere. Hos Musikskolen Laura kan du tilmelde dig det antal gange der passer til din barsel – f.eks. 6, 8 eller 10 gange babyrytmik – det skal blot skrives i tilmeldingen, hvilken periode du ønsker.

Foto: Romeika Cortez

FOF musik og rytmik

Hos FOF Aarhus kan du tilmelde dig musik- og rytmikhold, som byder på sjove, musikalske og legende timer sammen med dit barn eller barnebarn, mens barnets sanser og motorik stimuleres og udvikles. FOF tilbyder rytmikhold til børn fra 3 mdr. til 3½ år. Det er således en dejlig mulighed for at skabe trygge rammer for fast aktivitet, der kan strække sig langt ud over barslen. Holdene forløber over 6 til 8 mødegange, og det er muligt for én voksen og ét barn at deltage pr. tilmelding.

Babyrytmik på DOKK1

I samarbejde med Aarhus Musikskole afholder DOKK1 babyrytmik, hvor der er mulighed for at deltage fra gang til gang. På den måde er man ikke forpligtet til at deltage, men kan i stedet være med, når der er tid og overskud til det. Babyrytmik er for babyer fra 4-12 mdr., og en billet gør det muligt for én voksen og ét barn at deltage. Tilmelding sker via DOKK1s hjemmeside.

Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben