Efter 25 år bliver BUSTER til RADAR Filmfestival, som allerede i september fejres med gratis aktiviteter for hele familien i Kongens Have og Cinemateket.


Efter 25 år bliver den kendte børnefilmfestival BUSTER til RADAR Filmfestival. Børn og unges forhold til film og medier har forandret sig fundamentalt. Derfor vil RADAR give børn og unge stærke filmoplevelser og styrke deres blik på den medievirkelighed, de vokser op i.
I kan opleve RADAR første gang til marts 2027 parallelt med CPH:DOX. Festivalen tager arven fra BUSTER videre i en medievirkelighed, hvor levende billeder, sociale medier og AI-genereret indhold fylder stadig mere. RADAR giver børn og unge mulighed for at undersøge de billeder og fortællinger, de møder, og selv komme til orde.
"BUSTER har gennem 25 år skabt stærke filmoplevelser for børn og unge. Det skal RADAR bygge videre på. Men vi ville begå en fejl, hvis vi troede, at en filmfestival for børn og unge kan se ud på samme måde i dag som for 25 år siden. De vokser op med algoritmer, sociale medier og nu også generativ AI, og de er ikke længere kun modtagere af fortællinger, men skaber og deler dem også selv. RADAR skal både give dem store filmoplevelser, styrke deres kritiske blik på den medievirkelighed, de lever i, og give dem mulighed for selv at komme til orde", siger Niklas Engstrøm, kunstnerisk direktør for CPH:DOX og RADAR.
I kan få en smagsprøve på festivalen den 18.-19. september. Familier kan den 19. september 2026 glæde sig til en hyggelig dag i Kongens Have og Cinemateket. Glæd jer til film for børn på 3-11 år i Cinemateket, hvor I bl.a. kan se forpremieren på Puk Grastens "Betty Ballon" og den Oscar-nominerede "Arco". I Kongens Have venter koncerter, skattejagter, fællessang og naturbingo. Oplevelserne er gratis, I skal bare booke armbånd for at få adgang til det hele.



