Meld ungerne til Filmklubben og lade dem opleve fantastisk filmkunst på det store lærred.
Lad hjemmets filmentusiaster begynde i FILMKLUBBEN i Øst for Paradis - her kan de 8-15-årige møde alt fra troldmænd til tegneworkshops, når biografen slår dørene op for en ny sæson med film og arrangementer for de filmglade børn og deres filmglade voksne.
Hver måned er der en film på programmet for de unge biografgængere, der som altid får mere end en filmoplevelse, når de besøger FILMKLUBBEN.
”Idéen med FILMKLUBBEN er at give især de 8-15-årige mulighed for at dykke ned i filmkunsten og se både det brede og det smalle på et stort lærred,” fortæller projektleder på FILMKLUBBEN, Sofie Jensen.”Vi vil give de yngste filmnørder et rum til at dyrke filmglæden sammen med venner og familie, og vi giver dem altid noget særlig med i form af et oplæg, en servering eller en workshop. Vi håber, at FILMKLUBBEN kan få børn og unge til at føle sig hjemme i biografen og opleve film på en anden måde.”
På programmet er både små animationsperler som EN KAT I PARIS og populære nyklassikere som HARRY POTTER og THE NIGHTMARE BEFORE CHRISTMAS. Børnene kan desuden opleve animefilmen CHIHIRO OG HEKSENE og en enkelt dansk film, nemlig KUNDSKABENS TRÆ, hvor instruktør Nils Malmros kommer på besøg.