Hvad skal I lave i Randers og omegn?

Er I til tropisk dyreliv, dansk natur og kulturhistorie eller fuld fart på forlystelserne, så byder Randers og omegn på fantastiske oplevelser for hele familien.

Foto: Randers Regnskov
30. december 2022
Af Nana Bech Eneqvist

På tur til regnskoven

Når du træder ind i Randers Regnskov, glemmer du, at du faktisk er hjemme i lille Danmark. Luften er varm og fugtig, lydene er fremmede og rundt omkring dig, i de frodige omgivelser, finder du alt fra små, ivrige myrer til slanger og jaguarer. Bevæg dig gennem Sydamerika, Asien og Afrika. Gennem Slangetemplet, Akvariet og Natzoo. Slå dig løs i Basecamp Bushmaster og tag på tidsrejse på Hyænesletten. Der er nok at lave og underholdning til alle aldre.

Hvor? Randers Regnskov

I naturens tegn

Naturcenteret er base for kommunens tre naturvejledere, som både laver arrangementer på Naturcenteret, og varetager naturformidlingsopgaver i resten af kommunen. Udendørs er der spisesteder, bålsteder med tilgængeligt brænde og både får, geder, høns, kaniner, mus og duer.

Hvor? Randers Naturcenter

Foto: Gammel Estrup

Historiske vingesus på den gamle herregård

På herregården Gammel Estrup kan I opleve, hvordan både herskab og tjenestefolk levede gennem 600 år. Gå på opdagelse i de smukke sale og elegante gemakker, hvor grever og grevinder levede gennem århundreder og slå et smut forbi Herregårdskøkkenet, hvor husjomfruen og køkkenpigerne bager efter gamle opskrifter i alle skoleferier og op til jul. Spis den medbragte madpakke i den smukke barokhave og lad børnene slå sig løs på den store naturlegeplads. Der er skiftende særudstillinger året rundt og særlige aktiviteter for børn i alle skoleferier.

Hvor? Gammel Estrup

Bliv klog på jagt, skov, landbrug og mad

Det Grønne Museum er Danmarks nationale museum for jagten, skoven, landbruget og maden. Gå på opdagelse i udstillingerne og de smukke omgivelser, der byder på spændende aktiviteter for hele familien. Leg på den hyggelige indendørs legeplads, Børnenes Gård eller se de historiske landbrugsmaskiner, skovmaskiner og jagtredskaber. Udenfor kan I komme tæt på dyrene og opleve den landbrugsbotaniske have, der bugner af farver, dufte og smage det meste af året.

Hvor? Det Grønne Museum

Foto: Djurs Sommerland

Sjov for hele familien i Djurs Sommerland

Smør madpakkerne, tag familien under armen og brug dagen i Djurs Sommerland. Er I til vilde rutsjebaner, leg i vandlandet, guldgraveri eller trampoliner er I dækket ind - med over 60 forskellige forlystelser, er vi sikre på, at både børn, forældre og bedsteforældre finder på noget at lave her.

Hvor? Djurs Sommerland

Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben