”Det satans ukrudt” skildrer barnets sorg så ægte, at det niver i hjertet

ANMELDELSE: DET SATANS UKRUDT PÅ ANEMONEN  ★★★★★☆

De glade farver springer mine to børn og jeg i øjnene i Anemonens gård. Vi er til premieren på ”Det satans ukrudt” – teaterforestillingen baseret på forfatter Kim Fupz Aakesons børnebog af samme navn. Blandt salens unummererede sæder vælger vi de røde, lave plysbænke forrest. At sidde så tæt på scenen og de optrædende kunstnere gør oplevelsen herligt intens.

Gummistøvler sparker liv i grå dyner

Farver er der færre af i Sir Grand Lears scenografi: Et gråt bjerg af dyner dækker drejescenen. Som lysende lanterner sparker dukkedrengen Alvins røde gummistøvler liv i det søvndrukne landskab. Adræt styrer de to kvindelige dukkeførere Alvin, der vågner til vækkeuret, strækker lemmerne og kværner cornflakes direkte fra discount-pakken.

Gud dumper ned i nabohuset

Alvin har mistet sin far i en glatføre-ulykke, røber han med barnets ætsende ærlighed. Hans mor dulmer sorgen med sovemedicin. Alvin er alene, indtil en magisk Gud – kækt spillet af Bo Carlsson - dumper ned i nabohuset. Gud kaster kulør på Alvins liv: Med seje fingerknips styrer han lys og lyde.

Gud skaber dyr og en ny ven

Gud yder Alvin omsorg i form af saftevand og nutellamadder. Alvins desperate spørgsmål om, hvorfor hans far skulle dø, glider Gud af på. Det, han kan, er at flytte Alvins fokus over på legen med de fantasidyr, Gud modellerer af bløde dyner. Selv Ballerup-betonens tornede tidsler ophøjer Gud til kunst. Med ler, gær og skaberkraft kreerer han Alvins nye ven, Knud. Rørelsen niver mig i moderhjertet, da Knud med glad-smiley-fjæs og slaskedukkearme svinger Alvin rundt i dans så munter, at Alvins mor vågner og tager sig af sin søn. Happy ending i et realistisk skær.

Involvér de yngste

Poetisk lys- og skyggespil og blide elektroniske toner forstærker forestillingens følelseslag. Med klart tale- og kropssprog trækker skuespillerne en tydelig handlingstråd. Havde skuespillerne dog bare en enkelt gang kastet en sjov replik eller en kropslig gimmick direkte ud til børnene og ladet dem interagere. Forestillingens 40 minutter er lang tid for de yngste på fem-seks år at sidde stille. Enkelte børn reagerede da også ved at affyre egne replikker.

Ukrudt giver grobund for gode snakke

”Det satans ukrudt” dannede for mine børn og jeg grobund for en vigtig samtale om at miste og sørge. Og om, at forældre skal stå op for deres børn – også når livet rutsjer på glatis. Når tidslerne stikker mest, og cornflakes-flagerne føles tørrest i svælget, spirer håbet. Hvis vi tror på det. Nyd forestillingen, og nus gerne ungerne lidt ekstra bagefter.