Cirkus Summarum gør det igen: Min seksårige datter var tryllebundet fra første sekund

Børn i byens redaktør Caroline har været til premieren på årets Cirkus Summarum-forestilling i Ballerup. Læs om hendes oplevelse her.

Cirkus Summarum. Video: Caroline Hemmingsen
Sidst opdateret 26. juni 2026 Kl. 11:52

Caroline er redaktør på Børn i byen og mor til en pige på seks år. Til hverdag har hun det redaktionelle overblik og jonglerer annoncer, nyhedsbrev, Instagram, Facebook og artikler. Derudover anmelder hun oplevelser i byen med sin familie, når tiden er til det.

Cirkus Summarum leverer endnu en forestilling i topklasse med masser af grin, spektakulære cirkusnumre og en rørende fortælling om fællesskab. Selvom enkelte scener kan virke lidt nervepirrende for de mindste, er årets forestilling en magisk oplevelse for hele familien og fortjener seks ud af seks stjerner.

ANMELDELSE: CIRKUS SUMMARUM 2026 ★★★★★★

Om forestillingen
  • Spilleperiode: Ballerup 25. juni - 15. juli / Aarhus 21. juli - 6. august
  • Adresse: Harrestrup Ådal, Marbækvej 5, 2750 Ballerup & Tangkrogen, Marselisborg Havnevej 1, 8000 Aarhus
  • Alder: Forestillingen anbefales fra 3 år, da forestillingen indeholder lys, lyde og andre indtryk, som kan virke voldsomme for de allermindste
  • Varighed: Ca. 2 timer inklusive pause på 20 minutter
  • Det synes Caroline: Forestillingen formår både at være sjov, sprudlende og fortryllende - samtidig med at den behandler en vigtig og genkendelig tematik
  • Børn i byens anbefaling: Vil I spare lidt penge, er det tilladt at medbringe egen mad og drikke, som kan nydes på cirkuspladsen
  • Læs mere her
Vi ankom til premieren med hænderne i vejret. Foto: Caroline Hemmingsen
Vi ankom til premieren med hænderne i vejret. Foto: Caroline Hemmingsen

Premiere i bagende sol

Solen skinner fra en skyfri himmel, og temperaturen har sneget sig over 25 grader, da min datter, min mand og jeg sætter kurs mod premieren på Cirkus Summarum i Ballerup. Min datter på seks år har glædet sig helt vildt til at se alle sine idoler i levende live og til at slå sig løs på cirkuspladsen. Vi har i dagene op til premieren set både film og billeder fra vores tidligere besøg, og gensynet med hoppeborge, skattejagt og ikke mindst regnbue-sprinkleren, der nedkøler alle pladsens børn, vækker stor glæde og begejstring. Det er fedt, at Cirkus Summarum genbruger mange af rekvisitterne og aktiviteterne - det er nemlig dejligt velkendt for de små. 

Efter 1,5 times leg på cirkuspladsen, hvor vi både har indtaget en tidlig aftensmad og forsynet os med slushice og popcorn, er vi klar til forestillingen. Vi indtager vores pladser i teltet, og showet går i gang.

Den nye pige Sælma. Foto: Morten Rygaard
Den nye pige Sælma. Foto: Morten Rygaard

Den nye pige

Årets forestilling har "den nye pige i klassen" som omdrejningspunkt, nemlig Sælma, som de fleste børn kender fra MGP. Det er Sælmas første gang i Cirkus Summarum, og hendes åbningssang "Den nye pige" (af Blæst) anslår elegant årets tematik: at være ny i et fællesskab, og alt hvad det medfører af spænding og nervøsitet. Under sangen kan jeg ikke lade være med at tænke på alle teltets små, nye og kommende skolebørn, inklusive min egen datter, der gennemgår præcis de samme følelser som Sælma. Både cirkusdirektøren, Motor Mille, Hr. Skæg, Kristian og Onkel Reje er klar til at oplære Sælma som cirkusartist og inkludere hende i fællesskabet, men det går selvfølgelig ikke helt efter planen - faktisk går rigtig mange ting skævt! 

Fjollet indslag og humoristiske kostumer, der får alle i teltet til at grine. Foto: Morten Rygaard
Fjollet indslag og humoristiske kostumer, der får alle i teltet til at grine. Foto: Morten Rygaard

Oser af kvalitet

Cirkus Summarum oser som altid af kvalitet. Fra DR Bigband, der overlegent leverer musikken live, til de gennemførte kostumer. Cirkusdirektørens gevanter giver eventyrlige hattemager-vibes, Motor Milles outfits skinner og glimter, mens andre kostumer får publikum til at bryde ud i latter. 

"Vi skiftevis griner, smiler, forundres og spærrer øjnene op"

Forestillingen er også krydret med de sejeste dansere, flotte koreografier og visuelt betagende effekter. Vores forrygende cirkusvenner leverer både smukke, gakkede og nervepirrende indslag, der blander sang, cirkustricks og fjolleri. Vi skiftevis griner, smiler, forundres og spærrer øjnene op. Både børn og voksne er topunderholdt og inddrages også flere gange, hvilket giver forestillingen et ekstra lag af nærvær og fællesskab.

Sælma i kanonkongens kanon. Foto: Morten Rygaard
Sælma i kanonkongens kanon. Foto: Morten Rygaard

Lidt for nervepirrende

Indimellem bliver det dog lidt for nervepirrende for min seksårige datter, og flere gange under forestillingen tager hun vores hænder og knuger dem med et bekymret blik. Forestillingen er ikke decideret uhyggelig, men en smule farlig for små børneøjne, der ikke kan gennemskue, at det hele selvfølgelig er tricks og nok skal gå godt. Lettelsen over, at Onkel Reje selvfølgelig ikke skyder en ældre kvinde i hovedet med en armbrøst, og at Kristian ikke slår sig, når han hopper ned fra cirkusteltets top, er til gengæld forløsende og kvitteres med masser af klapsalver. 

God blanding af humor og alvor

Selvom forestillingen har en vigtig tematik om fællesskab og behandler svære følelser som at føle sig utilstrækkelig og udenfor, er forestillingen overvejende sprudlende, festlig og virkelig sjov. Da Sælma trækker sig fra fællesskabet, bliver min datter helt bedrøvet, men det opvejes heldigvis af alle de sjove indslag. Særligt Onkel Reje og cirkusdirektøren får hende til at fnise, holde sig for munden og indimellem vende øjne, hvis de bliver for fjollede! Selvsamme to cirkusartister leverer masser af jokes og referencer til os voksne, som ganske vist ryger hen over hovedet på børnene, men som udløser latter og kække blikke mellem min mand og jeg. MitID-og statsminister-jokes synes at være en uudtømmelig kilde! 

Cirkusartisterne som fjollet zebra. Foto: Morten Rygaard
Cirkusartisterne som fjollet zebra. Foto: Morten Rygaard

Cirkus Summarum gør det igen - men hvor er Sælmas slutnummer?

Sælma bliver selvfølgelig en del af fællesskabet i Cirkus Summarum til allersidst - for det er jo sjovest, når alle er med. Vi får en lykkelig slutning, men vi forældre savner lidt et slutnummer fra Sælma. Det ville være prikken over i’et og binde en fin sløjfe på fortællingen, hvis hun fik lov til at brillere og vise, hvad hun i virkeligheden kan. Men hvem ved, måske er dette kun begyndelsen på Sælmas cirkuseventyr? Vi håber i hvert fald at se meget mere til Sælma i manegen!

"Cirkus Summarum formår endnu engang at tryllebinde os"

Når det er sagt, savner vores datter absolut ingenting. Alt er i hendes øjne helt perfekt, og vi voksne kan heller ikke andet end at overgive os. Cirkus Summarum formår endnu en gang at tryllebinde os og holder det altid høje niveau. Derfor kan jeg selvfølgelig ikke give forestillingen mindre end seks ud af seks stjerner, og jeg kan kun anbefale den til alle børnefamilier, jeg kender.

Hr. Skægs mumie-indslag. Foto: Morten Rygaard
Hr. Skægs mumie-indslag. Foto: Morten Rygaard

Ofte stillede spørgsmål

Hvem er med i årets forestilling?
I Cirkus Summarum 2026 kan I opleve Pelle Emil Hebsgaard som cirkusdirektør, Motor Mille, Hr. Skæg, Kristian, Onkel Reje og Sælma. 

Hvornår åbner cirkuspladsen?
Cirkuspladsen åbner 2 timer før forestillingens start.

Er det muligt at medbringe barnevogn og klapvogn?
Det er ikke muligt at medbringe barnevogn og klapvogn i selve teltet, men de kan parkeres uden for teltet under forestillingen.

Er der pusleplads?
Ja, i puslevognen på cirkuspladsen kan man både amme, skifte ble og varme en flaske i mikrobølgeovn.

Find mere praktisk information her

Caroline Gruth Hemmingsen
Journalist på Børn i byen
Har du tips og erfaringer, som andre familier kan få glæde af?
Log ind for at bidrage
Der er ingen kommentarer, skriv den første nu!
Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben