Børn i byens anmelder Jaspar har været en tur på Anemonen med sin toårige datter og se forestillingen Mariehønen Evigglad. Læs anmeldelsen her.


På en af forårets første rigtige solskinsdage ankom vi til teatret Anemonen. Beliggende på en sidegade til Kultorvet finder man den fine lyseblå port med den rød-/hvidstribede markise. På vej ind i gården er murene dekorerede med fine malerier, der indikerer, at nu er man på vej mod noget eventyrligt.
I den hyggelige gård er der bordebænkesæt, hvor man kan spise sin madpakke før eller efter forestillingen. Der står også små legehuse i forskellige farver, som de små, forventningsfulde gæster legede i. Teatret har et rum med knager til overtøj og mulighed for at stille større tasker - rummet bliver låst af under forestillingen.
På toiletterne er der både en vask i voksen- og børnehøjde.

Da vi gik ind i salen, blev vi mødt af en grøn jordhøj, og man kunne ane en vis mariehøne ligge på bakken. Trappen op til stolerækkerne var afspærrede, og der var i stedet inviteret til at sidde helt oppe foran scenen på tæpper og nogle lave bænke lige bagved. Fem minutter før start kom Betina Grove ind i et grønt kostume, der blendede elegant ind i scenografien. Hun sørgede for, at alle børn sad godt og kunne se. Det gav en pædagogisk fortrolighed og skabte et rart og trygt rum i salen, inden gardinerne blev trukket for, og Betina indledte forestillingen.

Forestillingen, Mariehønen Evigglad, er en løs og udvidet fortolkning af den klassiske børnesang, vi alle kender så godt. En sang, som de fleste af os selv fik sunget højt af vores forældre, da vi var børn, og som vi nu selv synger højt for vores små. Vi følger Marie, der sammen med Betina vækker skovens dyr, hilser spændt på den højgravide mus og ellers bare er evigt glad i morgensolen. Lige indtil sneglen Søren byder hende på te – adr! Marie synes, at Søren virker så slimet og klistret, og hun skal i hvert fald ikke nyde noget af at komme ind i hans sneglehus. Men da vejret skifter, det bliver regn og torden, og ingen andre dyr i skoven har plads til den lille mariehøne i ly for torden regn og vind end Søren Snegl, viser det sig, at sneglehuset faktisk er rigtig hyggeligt, teen er super lækker, og ham Søren faktisk er meget sød.

Betina Grove er eminent som børnefortæller og har børnenes udelte opmærksomhed fra start til slut. Akkompagneret af stemningsfuld og behagelig baggrundsmusik formidler hun stykket med sjove stemmer, sange og en smittende ro. Min toårige datter var helt opslugt og kunne godt have klaret mere end de 25 minutter, forestillingen tog. Teaterstykket var, med andre ord, i hvert fald ikke for lang og meget passende for 2-3-årige.
Efter forestillingen var der meet and greet med Mariehønen Evigglad, der gav krammere til alle børnene - til stor glæde for både børn og fotograferende voksne. Alt i alt en rigtig fin og smukt iscenesat forestilling med en fantastisk fortæller og skuespiller totalt i børnehøjde, og det måtte egentlig gerne have varet lidt længere.



