"Mælkebøttereglementet" på Teatret Zeppelin

ANMELDELSE: MÆLKEBØTTEREGLEMENTET ★★★★☆

Anspændt stemning fra start til slut

Jeg ankommer til det lille familieteater på Vesterbro efter en våd cykeltur gennem byen mandag morgen, helt gennemblødt og uden de store forventninger til den oplevelse, der venter mig. Der er ikke længe til forestillingen starter, og jeg når hverken at få kaffe eller at tisse af - kun at hænge mit dryppende overtøj fra mig i garderoben, som bugner af 2. klasseselever, der også skal bruge deres formiddag i selskab med Mælkebøttereglementet. Når børnene er blevet dirigeret på plads af teatrets tålmodige og pædagogiske personale, finder jeg en plads ude i siden af salen. Der hersker kaos og larm, fordi flere folkeskoleklasser lige skal have afklaret, hvem der har brug for børnesæder, hvem der ikke må sidde ved siden af hvem, og hvad de andre har lavet i weekenden. Men så snart mørket falder på, og lyset tændes på scenen, bliver der fuldstændigt stille! Nu er det nemlig børnene fra Himmelbjergpigehjemmet, der har ordet. På scenen er stemningen mindst lige så anspændt, da pigerne tydeligvis er sent på den og stresses af de høje tramp, der lyder i baggrunden. Som publikum er det svært ikke at lade sig påvirke af den trykkede stemning, og det er nok meget godt, at man på det tidspunkt er uvidende om, at der ikke vil være mulighed for at læne sig tilbage og slappe af de næste 70 minutter.

Tunge tematikker

Handlingen skubbes igang af en tragisk hændelse, der kun understreger den anspændthed, som både pigerne på scenen og samtlige publikummer kan mærke helt ned i storetåen. Der tales om død, mobning, afstraffelse og frygt på en meget direkte måde, og selvom det ikke er de mest almindelige børneteater-temaer, er det tydeligt, at børnene i salen er meget optagede af, hvad der udspiller sig på scenen. Pigernes omgang med hinanden er hård og upoleret - de både skændes og slås som en naturlig del af deres hverdag på hjemmet. For ikke at tale om de uhyggelige lyde i baggrunden, som kommer fra den frygtede Hesten, som er pigernes plejemor. Det er tydeligt, at pigerne er bange for, hvad Hesten vil gøre, hvis de ikke gør som de skal. Stemningen kan ændre sig fuldstændigt fra at være højtråbende og grov til at være fyldt med angst for at komme i "skabet", hvis en af pigerne lægger op til ikke at følge reglerne. Selvom de fire karakterers tone over for hinanden er grov, er der ingen tvivl om, at de i sidste ende holder af hinanden - som søskende - og prøver at beskytte hinanden mod afstraffelse.

Himmelbjergpigerne og Godhavnsdrengene

De tunge emner og de hårde vilkår, pigerne på scenen portrætterer, er desværre ikke den rene fiktion. Mælkebøttereglementet er nemlig på mange måder en samfundsskildring af efterkrigstidens virkelighed for forældreløse og udsatte børn, som særligt i øjeblikket er relevant. Den massive omtale af Godhavnsdrengene, der på barsk vis blev udnyttet og mishandlet, kulminerede fornyligt, da de fik deres officielle undskyldning af Statsminister Mette Frederiksen efter flere års hungren efter, at nogen skulle tage ansvar for de oplevelser, de var udsat for i deres opvækst på børnehjemmet. Mie Brandt, som står bag forestillingen, har også besøgt flere børnehjem i sin research, og har på den måde ladet virkelige forhold være en inspiration for historiens udformning.

Inspirerende afslutning

Selvom fortællingens handling på mange måder er mørk, barsk og uden håb, sker der noget mod slutningen, hvor pigerne står sammen i stedet for at gå i mod hinanden, og på den måde skaber bedre forudsætninger for deres fælles fremtid. Det er inspirerende for børn såvel som voksne at se, hvordan fællesskab og sammenhold kan redde livet for samfundets mest udsatte. Det er jo netop også det, som mælkebøtterne i forestillingens titel symboliserer - børn, der formår at vokse og udvikle sig i en positiv retning, trods en opvækst under uoptimale forhold - som mælkebøtten, der vokser frem og blomstrer hvor som helst.

Undervejs var jeg i tvivl om, hvor børnevenlig, jeg syntes, at forestillingen var. Men da salen atter blev lyst op efter de mange, lange klapsalver, var det tydeligt, at børnene havde taget det med sig, som var påtænkt. De snakkede indbyrdes om, at de var heldige at have deres mor og far, så de ikke skulle udsættes for de samme slemme ting, som fandt sted på scenen. Nogle var også oplyste nok til at kunne berolige deres klassekammerater med, at det jo var i gamle dage, at det var sådan, og at det ikke er lige så uhyggeligt at bo på børnehjem i dag.

Forestillingen er målrettet børn fra 7 år og opefter, og vi vil anbefale, at man holder sig til den anvisning og taler med børnene om, hvad de har set.