Er der snart en i familien, der har fødselsdag? Måske det skal fejres med en lækker kagemand eller -kone fra en af byens bagerier! Flere steder laver de endda mini-modeller med kage til 5-6 personer. Se med her!


Meyers er som sædvanelig leveringsdygtige, når det kommer til lækkert bagværk. Vælg selv, om I skal fejre fødselsdag med en kagemand eller kagekone, og om den skal laves på kanelsnurrer eller hindbærsnitte. Godt nok fås de to varianter kun til 20-25 personer - så der er rigeligt med kage, når nu vi kun må være 5. Måske I kan levere et stykke til de gæster, I normalt ville have inviteret? Ellers er der masser af lækkerier til fryseren.

Hos Reinh. van Hauen kører de med 4 forskellige muligheder - en kagemand eller kagedame til 25 personer og en kagedreng eller kagepige til 6 personer. Kagemanden og -damen pyntes med slik og glasur, og I vælger selv, om den skal laves på wienerbrød, brunsviger eller theboller. Kagedrengen og -pigen kan laves på chokoladekage, hindbærsnitte, karamelkage eller citronmåne. Desuden er der mulighed for at tilkøbe marcipanskilt med valgfri tekst til dem alle.
✔︎ Med Børn i byen får du 15% hos Reinh. van Hauen

Bodenhoff er gået all in på kagemænd og -koner i alle tænkelige afskygninger. De fås forskellige størrelser, og I kan bestille alt fra Gurli Gris og Paw Patrol til fodboldspillere og superhelte- og selvfølgelig de mere klassiske udgaver. Udover de mange sjove udformninger, er der også en lang række smage - fødselsdagen kan nemlig fejres med wienerbrød, hindbærsnitte, brunsviger, kanelstang, theboller, stenovnsboller, romkugler, studenterbrød eller små kanelsnegle.

Der ligger efterhånden en Lagkagehuset på alle byens gadehjørner, så I er aldrig langt fra jeres næste kagemand. Sæt tænderne i en flot pyntet udgave, hvor både pynt og marcipanskilt er inkluderet i prisen. Og bestem selv, om kagemanden eller -konen skal være lavet på wienerbrød, theboller eller en lokal specialitet.

Kagemændene fra Bosses Bageri på Østerbro laves kun i én størrelse - nemlig den helt store til 30 personer. Til gengæld er der god mulighed for at få den pyntet efter jeres smag. Her er for eksempel en kitesurfer-kagemand med nøje udvalgt slik som pynt. Kagemændene laves på kaneldej, wienerdej, thebolledej eller brunsvigerdej, og pyntes med marcipan og glasur. Slik til pyntning kan tilkøbes.

Den med hindbærsnitte fra Bodenhoff er sååååå god. Har lidt lyst til at bestille den, selvom vi ikke har fødselsdag lige foreløbigt🤤


