Det Lille Teater sprudler over med gamle danske vrøvlerim og finurlige remser. Musikforestillingen Okker Gokker spiller nemlig til store glæde for de 2-5-årige og deres voksne. Børn i byens 4-årige anmelder og hendes mor er i hvert fald begejstrede!
"Okker gokker gummiklokker" havde min datter gået og sagt hele dagen - som en slags opvarmning til, hvad der ventede os af gode gamle rim og remser. Og rigtigt nok, havde vi en yderst genkendelig og højt elsket omgang vrøvl foran os de næste 35 minutter.
Forestillingen startede med et helt simpelt "dig og mig", og helt ubevidst, havde jeg allerede tænkt "...og vi to, sejlede i en træsko", før der var blevet sagt andet på scenen. Og selvom tankevirksomheden måske ikke var helt så fintunet hos min datter, var der ingen tvivl om, at hun også følte sig helt hjemme i de gamle danske klassikere, der udspillede sig.
Ligesom sproget i de sjove rim og remser, var udførslen på scenen også let og legende - og til tider nærmest gakket. Hvilket i høj grad var med til at gøre det hele enormt levende og umuligt ikke at føle sig underholdt af.
Særligt børnene i salen lagde ikke skjul på deres begejstring. Hele forestillingen igennem var der grin, klap og store smil blandt de små teatergæster. For udover de finurligt sammensatte ord, og det hyggelige i genkendelsen af dem, var der fuld spas for pengene.
Skuespillernes gakkede mimik, deres legende tilgang til hinanden, små overraskelser med hoveder, der pludseligt stikker ind ad døren eller op ad en lem i gulvet. Gennemførte kostumer, kravlen rundt på scenen, samt fjollede seancer, hvor skuespillerne går ind i hinanden og lignende. Alt gik rent ind hos ungerne, der åd det hele råt, og kvitterede med smittende børnelatter fra alle rækker.
Stadigt smågrinende forlod vi salen, og min datter sagde, at hun syntes, at alle hendes venner skulle prøve at se Okker Gokker, fordi det var så så så sjovt. Det tolkede jeg som en klar 5 ud af 5 stjerner-bedømmelse, og jeg var heldigvis rørende enig.