ANMELDELSE: LILLE KOSMOS ★★★★☆☆

For enden af trappen, bag den store, sorte dør i Musikhuset, ligger Teaterhuset Filuren. Det ser umiddelbart ikke ud af meget, men det røde banner, der sammen med det farverige logo, pryder væggen, afslører at der hér er plads til at slippe både børn og fantasien løs. Og lige præcis her havde min søn og jeg fornøjelsen af at overvære forestillingen LILLE KOSMOS, der spillede i huset for første gang. 

Spørgsmål om stort og småt

Hvordan kan alting forandre sig på et øjeblik? Og hvordan kan man føle sig lille og stor på samme tid? Det er nogle af de spørgsmål, som hovedpersonen Kosmos spekulerer over i forestillingen af samme navn. For fra det ene øjeblik til det andet forandrer hans hverdag og virkelighed sig nemlig radikalt, og der er ikke noget, han kan gøre ved det; Han plejede at bo i lejlighed i byen sammen med sin mor, papfar Christian og sin bonussøster Carla, men nu har hans mor altså besluttet, at hende og Kosmos skal flytte i hus på landet. Kun de to. Og selvom Kosmos kæmper imod og klamrer sig fast til en lygtepæl, i et forsøg på at holde fast til den virkelighed, han kender, hjælper det ikke noget – hans mor har nemlig allerede pakket alle deres ting ned i flyttekasser. Og sådan oplever Kosmos at hele verdenen kan forandre sig på et øjeblik.

Alt hvad der fandtes før, er der ikke mere

Kosmos føler sig alene og utrolig lille i det nye hus på landet. Alt hvad der var der før, er der pludselig ikke mere. Hverken Christian eller Carla, udsigten til lygtepælen fra værelset eller hans mors burrito-rutine om aftenen. Nu er alting bare mørkt og tomt. Ligesom ude i rummet. Lige indtil tvillingerne Prik og Bitten en dag dukker op. De ved en masse om mange ting, og en hel del om universet. De to børn forsøger at opmuntre Kosmos og kaste lys over alle de mange spørgsmål, som brænder sig på hos Kosmos – blandt andet ved at rejse ud til en fjern galakse.

Enkel, men udfoldende scenografi

Min søn og jeg har efterhånden været i Filuren et par gange, og scenografien er nøjagtig, som vi kender og forventer: Enkel ved første øjekast, men med flere lag og dimensioner. For 14 papkasser på et grønt scenegulv lyder måske ikke af meget, men som forestillingen skrider frem, bliver det grønne gulv større og større, og kasserne forvandler sig til både at være seng, en rumraket og funklende stjerner. Dette sammenholdt med teatrets lysdesign, der rummer både mørke og lyse sider, og lydsiden, der blandt andet byder på stjernestøv og danske klassikere som Tarzan Mamma Mia og Alting kan gå itu, gør hele forestillingen lidt ekstra eventyrlig - det er min søn og jeg i hvert fald enige om.

Forestillingen varer 50 minutter, hvilket gør det muligt for størstedelen af de yngste publikummer at holde koncentrationen hele vejen igennem. Og fortællingen i sig selv er da også utrolig fin og relevant, da den både rummer følelser forbundet med flytning, skilsmisse samt nye og gamle venskaber. Men det bliver desværre en smule forvirrende og rodet, når alt dette skal gå op i en højere enhed sammen med dimensionen om solsystemet, stjernestøv og astrofysik på bare 50 minutter. Navnlig når man tager i betragtning, at forestillingen er henvendt børn helt ned til fem-års alderen.

En lille bid af forestillingen med hjem

Efter den veloverståede premiere, hvor publikum klappede og skuespillerne på scenen og holdet bag forestillingen bukkede, blev vi inviteret ind i Filurens værksted til fejring. På vejen ud af salen fik min søn tilbudt et pap-brætspil i et skønt mørkeblåt design med felter og spørgsmål, der gør det muligt at tage en bid af forestillingen med hjem og tænke videre over livets store og små spørgsmål. Og den torsdag aften forlod min søn og jeg endnu en gang Teaterhuset Filuren, varme om hjertet og med en masse at tale om i bilen på vej hjem – for kan man egentlig få for meget pizza?