Har du svært ved at finde en legeplads, der tilgodeser børn i alle aldre? Østerbro har flere gode muligheder.
Tårnlegepladsen i Fælledparken er et paradis for små børn med sjove spejle, knapper og tårne at klatre i. De store kan give den gas på legepladsens indhegnede fodboldbane, og så åbner der inden længe en løbehjulsbane lige ved siden af. Borde og bænke i flere størrelser gør pladsen velegnet til picnic eller en fødselsdagsudflugt. Legepladsen har toiletter, der er åbne også i weekenden, og som regel også en rullende kaffebar.
Legepladsen i Århusgade er kendt for sit piratskib, hvorfra ungerne kan skyde med kanoner over på tårnet med rutsjebanen. Der er også traditionel sandkasse og mini-rutsjebane i en skattekiste for de helt små. Mindre børn vil juble over at gemme sig i bøgehækken, som løber hele vejen rundt om pladsen. Større børn kan spille basketball eller fodbold på en indhegnet bane med net over. 100 meter fra legepladsen ligger The Laundromat Cafe med legehjørne til børn.
Fælledparkens gode gamle soppesø er den ultimative lege-destination, når vejret er lunt. På den nyrenoverede vandlegeplads kan ungerne skyde med vandkanoner med en rækkevidde på fem meter eller hoppe rundt på store runde trædesten i den lavvandede sø. Vand tiltrækker som regel børn i alle aldre, men skulle de store begynde at kede sig, ligger skaterbanen lige ved siden af. Der er en velassorteret is- og pølsekiosk 50 meter fra legepladsen.
Bopa Plads har to gode caféer, en mini-legeplads og en bocciabane. Mini-legepladsen består af en række kæmpe ’frugter’ skåret i træ, som de små kan klatre og hoppe på. Bocciabanen ligger under skyggefulde træer og har en bænk, så både unge og gamle kan hvile sig. Caféerne sælger børnevenlige burgere og kakao med flødeskum.
Legepladsen på Rosenvængets Allé er ganske lille, og modsat de andre legepladser, mest velegnet for mindre børn, der kan hygge sig med at lave sandkage i små huse, rutsje og gynge. Pladsen har en helt særlig stemning på grund af områdets mange udenlandske beboere, som typisk er ansat ved ambassaderne på Østerbro. En sommereftermiddag syder den lille plads af Middelhavsstemning med ældre, der smilende iagttager børnebørnene fra legepladsens bænke, mens ungerne leger fangeleg på fransk og engelsk.