Det er ikke helt uden grund, at Aalborg tidligere har været på listen over de mange byer i verden, som det anerkendte medie New York Times anbefaler, at man besøger. For uanset om du er bosat eller blot er på visit, så byder den pulserende storby på noget for enhver smag. Vi guider til 15 fede oplevelser for hele familien.

Smuk natur og syngende træer i Kildeparken

Den smukke og klassiske park, som også er Aalborgs ældste park, er et perfekt tilflugtsted fra byens sus og dus. Her kan I hurtigt bruge flere timer, for parkens mange hektarer rummer store grønne områder, små hyggelige stier, facinerende skulpturer, et stort springvandsbassin og en legeplads. Lægger I vejen forbi den gamle park, må I ikke gå glip af området med de De syngende træer, som er en musikalsk oplevelse udover det sædvanlige. Og den er god nok, træerne synger! Siden 1987 har internationale stjerner plantet træer, som hver især er ledsaget af kunstnerens mest kendte hit. Med et tryk på en knap kan I skråle med på blandt andet Stevie Wonder, Sting, Take That, Elton John, Bryan Adams, Cliff Richard og mange flere.

Kunstens legende univers

En tur på Kunsten er et absolut must, uanset om I bor i Aalborg eller bare aflægger den hyggelige by et kort visit. Det moderne kunstmuseum byder nemlig på mange sjove aktiviteter for store og små. Her kan I tage på kunstjagt og lege detektiver, eller bryde hovedet med Emoji-jagten, hvor værkerne forvandles til en rebus af emojis, som I skal gætte og finde. I kan også udfolde jer kreativt i Familieværkstedet, hvor I kan nørkle med forskellige materialer, deltage i lege og små kunstneriske eksperimenter. Trænger I til et lille hvil, kan I nyde lækkerierne fra café Alto, mens dagens kunstindtryk falder på plads.              

Nordeuropas længste elevator i Aalborg Tårnet

Et stenkast fra Kunsten troner Aalborg Tårnet majestætisk over byen, så har I allerede lagt vejen forbi Kunsten, er udsigten fra det 55 meter høje tårn også en oplevelse værd! Tårnet har Nordeuropas længste udendørs elevator, så turen mod toppen er i sig selv en sjov oplevelse for ungerne. Fra toppen af tårnet befinder I jer 105 meter over havets overflade, og kan nu nyde både den 365 graders smukke panoramaudsigt over hele Aalborg samt lækker mad fra bistroen.

Springeren - et maritimt oplevelsescenter

Tæt på Limfjorden finder I et hav af maritime oplevelser på Springeren, der tidligere er kendt som Søfarts- og Marinemuseet. Oplevelsescenteret råder over intet mindre end 15.000 kvm fyldt med spændende og sjove oplevelser for børnene. I kan godt glæde jer til vilde fortællinger om søfartshistoriens forliste og forsvundne skibe, flotte skibsmodeller, kaptajnuniforme og facinerende søkort. I kan også kravle ind i den over 100 år gamle dykkertank og mærke stilheden, prøve kræfter med sejlsimulatoren eller det interaktive piratspil og naturligvis gå gennem ubåden Springeren, som oplevelsescenteret er opkaldt efter. Der er i den grad lagt op til læring gennem masser af sjov og spas!

Aalborg Street Food - Køkkenfabrikken

Har de maritime eventyr på Springeren fået sulten til at melde sig, så er Køkkenfabrikken, på Skudehavnen ikke langt derfra, et godt sted at komme sulten til livs. Med inspiration fra hele verden leverer 16 forskellige og farverige køkkenboder gastonomiske oplevelser med lokale råvarer i højsædet. Retterne koster fra 50 kroner og opefter, så et besøg på markedet bliver en overkommelig oplevelse. Køkkenfabrikkens rå og store lokaler vidner om en fortid som møbelfabrikken Boform, og de maritime udendørsområder gør det muligt at nyde maden udenfor, hvis vejret tillader det. Et sandt madparadis der absolut er besøget værd! 

Maximum - det vildeste forlystetlsescenter

Som en del af Danmarks største kæde af bowling- og forlystelsescentre, er der lagt op til vilde oplevelser og mange timers sjov for hele failien i Maximum! Tag virtual reality brillerne på, og træd ind i en helt ny verden, eller prøv kræfter med Cube universet, der med sine 25 aktivitetsrum minder om en moderne version af Fangerne på fortet, og som med garanti vil teste jeres tekniske, taktiske og fysiske færdigheder. Herudover byder centeret også på bowling, trampolinpark, legeland, minigolf, interaktivt dart, 5 forskellige escape rooms og meget mere. Bliver I sultne undervejs, er der mulighed for at spise i restauranten, The Grill, som tilbereder lækre specialiteter over åben ild. Der er garanti for gode grin og masser af hygge, så der er bare om at komme afsted!

Rejs tilbage i tiden på Lindholm Høje Museet

Lindholm Høje Museet i Nørresundby er en sand tidslomme, hvor hele familien får et indblik i de fantastiske fortidsminder fra jernalderen til vikingetiden. Med to store udstillinger om både vikingernes liv på Lindholm Høje og Oldtiden i Limfjordslandet, er der nok at gå på opdagelse i. Bliv klogere på, hvordan man lavede mad, handlede, vævede stof og dyrkede marker. I kan også besøge et vikingehus og se, hvordan man byggede og indrettede huse dengang eller opleve, hvordan det er at sejle et vinkingeskib.

Aalborg Zoo - en dag i dyrenes verden

Kun et kvarter fra centrum ligger Aalborg Zoo, hvor I kan gå på opdagelse i dyrenes forunderlige og fantastiske verden. Smut en tur i Sydamerika-huset, hvor dovendyrene kravler frit rundt i lianerne over hovederne på jer eller gå en tur i kænguruanlægget, hvor I kan møde dyrene på nært hold uden hegn imellem jer. Lad de mange oplevelser kulminiere i den vildeste tidsrejse 100 millioner år tilbage i tiden, hvor fortidens kæmper, dinosaurerne, herskede. Frem til 18. oktober kan I nemlig finde jeres indre opdagelsesrejsende frem med særudstillingen Extinction, hvor I kan stå ansigt til ansigt med de facinerende kæmper. Bliver det en tand for uhyggeligt for de mindste, kan I heldgvis også brænde krudt af på den store naturlegeplads, som byder på forskelligeartede udfordringer til børn og voksne i alle aldre.

Klatreparken Aalborg - en oplevelse i højderne

Rutchebaner, svævebaner, armgang, trapezer og meget, meget mere! Har I både styrken og modet til at klatre til tops i træerne og prøve kræfter med intet mindre end syv forskellige klatrebaner, så er der med garanti lagt op til mange timers sjove og vilde udfordringer i klatreparken. Der er kun mulighed for at købe sodavand og snacks, så I skal huske madpakken, som til gengæld kan nydes i parkens hyggelige træhytte. Tag hele familien med og sving jer fra gren til gren i trætoppene. Og hvem ved, måske får I endda øje på nogle af dyrene fra Aalborg Zoo, som er nabo til parken!  

Oplev en verden af arkitektur på Utzon Center

Midt på Aalborg Havnefront ligger den smukke arkitektoniske perle, som Jørn Utzon skabte med sin søn, Kim Utzon, i 2008. Udover at den karakteristiske bygning og storslåede udsigt er en oplevelse i sig selv, gør Utzon Centeret arkitekturen håndgribelig og forståeligt i alle aldre med sine spændende og skiftende udstillinger. Få et indblik i fremtidens arkitektur på udstillingen Bo Bedre med Vandkunsten, hvor I blandt andet kan gå på opdagelse i et hus på 37 kvadratmeter, som er arkitekternes svar på, hvordan vi skal bo og indrette os i fremtiden. I løbet af efteråsferien er der også lagt op til at føle, sanse og røre arkitekturen på en sjov og kreativ måde. Her kan I lave huler, bygge huse i græskar, hjælpe Moster Meta med at bygge særlige monsterboliger, designe legobygninger i 3D og meget mere.

En dag i vildmarken på Lille Vildmosecenteret

Mindre end en halv times kørsel fra Aalborg finder I Lille Vildmosecenteret, som med sine spændende udstillinger giver indblik i den imponerende og uberørte omkringliggende natur og mose. Her kan I opleve spændende udstillinger, se naturfilm i biografen, kigge på mens vildsvinene bliver fodret, prøve kræfter med ørne-simulatoren eller give den gas på naturlegepladsen. I kan også gå på opdagelse i mosen på egen hånd, som med sin vilde natur er hjem for nogle af Danmarks mest majestætiske dyr. Naturområdet, Lille Vildmose, dækker 76 hektar og er ikke alene Danmarks største fredede område, men også Nordvesteuropas største højmose. Hvis I er heldige, kan i støde på elge, kronhjorte, kongeørne, havørne, traner og vildsvin - med andre ord, her kan I opleve et stykke vaskeægte dansk vildmark! 

Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum

Dyk ned i fortællingerne om det danske militær gennem historierne om 2. Verdenskrig og Danmarks besættelse med en tur på Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum. En kæmpehangar fra 2. Verdenskrig danner rammen om de spændende udstillinger, og der er nok at gå på opdagelse i, for det forsvarshistoriske museum råder over intet mindre en 10.000 kvm fordelt indenfor såvel som udenfor. Der er lagt op til en dag med masser af lærige oplevelser for store og små, hvor I får mulighed for at røre og komme helt tæt på udstillingerne. Oplev de gamle uniformer, udrustninger, sanitetskøretøjer, våben eller lad ungerne se de pansrede køretøjer og jagerfly indefra!

Tag til høstfest i Fårup Sommerland

Tag til høstfest i Fårup Sommerland fra den 10. til 18. oktober og oplev parken klædt i smukke efterårsfarver pyntet med kulørte lamper, halmkranse og farverige blomster. På høstmakedet kan I hygger jer ved det lune bål med snobrød og skumfiduser, eller udfordrer hinanden i et spil græskar kryds og bolle, kartofelkast eller knoldsilleri-bowling. I kan også slå jer løs i halmballe-labyrinten eller gå på opdagelse på bondegården, hvor I kan klappe en kalv og se kæmpe traktorer. Forlystelserne holder åbent under høstfesten, så de modige i familien kan få sig en tur i de hæsblæsende rutchebaner og mærke suset i maven, mens de mindste kan give den gas i børnetivoliet. Uanset hvad I er til, så er der lagt op til mange timers sjov og masser af efterårshygge under de pyntede trækroner i Fårum Sommerland!

Gå på opdagelse i den farverige kulturpark Karolinelund

I centrum af Aalborg finder I kulturparken Karolinelund, som med graffiti og street art byder på eksperimenterende kunst. Murene i Karolinelund males jævnligt over med nye værker, så en tur i den farverige park er altid en oplevelse for både store og små. Udover at gå på opdagelse i kunsten, kan børnene også boltre sig på de grønne områder og ikke mindst på legepladsen med det karakteristiske tårn og tilhørende rutchebaner.

Tag med ned under jorden på Gråbrødrekloster Museet

Når I alligevel er på spadsertur i centrum af Aalborg, er Gråbrødre Museet et absolut must at lægge vejen forbi. Museet ligger tre meter under en af Aalborgs mest pulserende gågader, Algade, lige der, hvor klosteret lå fra 1240'erne frem til 1530. Det underjordiske muesum er både en sjov og spændende oplevelse for ungerne, som kan se frem til at se gamle klosteruiner og skeletter fra kirkegården. Også de mange fund fra udgravninger fortæller interessante historier om landskabet, landbruget, markedspladsen og livet i vikingetiden og middelalderens Aalborg. Så tag med ned under jorden, hvis I tør!      

 

Fotos: 1) @frederiksen_mette 2) Kunsten Museum of Modern Art 3) @jane_k.hedegaa 4) @milles_univers 5) @lene.kristensen 6) Maximum Aalborg 7) Lars Horn/Baghuset 8) Aalborg Zoo 9) Klatreparken Aalborg 10) Rasmus Hjortshøj/Utzon Center, Coast 11) Lille Vildmosecenteret  12) Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum 13) Fårup Sommerland 14) Creative Commons 15) Nordjyllands Historiske Museum