
La Rocca er italiensk til fingerspidserne. Lokalerne er malet i skønne cafélatte-toner og menukortet er autentisk med et bredt udvalg af italienske retter. Restauranten er lige velegnet til store selskaber og firmafester, som til “Dinner for two”.
De italienske kokke tilbereder udsøgt mad af friske råvarer, mens de italienske, men dansk talende, tjenere åbner og lukker døre for gæsterne, river parmasan på din hjemmelavede pasta og sørger for at stemningen er hyggelig og afslappet.
Der bydes på antipasti, pizza, pasta, fisk og stegeretter til fornuftige priser. Udover det faste kort cirkulerer et A4-ark med mere dagsaktuelle tilbud som f.eks. hjemmelavet linguini med krabbekød og en halv flækket hummer, hjemmelavet ravioli med spinat og ricotta-ost, oksemørbrad i cognacsauce og kalveschnitzel i gorgonzolasauce.
Børn er meget velkomne hos La Rocca. De har Deres eget værelse med miniaturemøbler, legetøj og fjernsyn med video som underholder dem, mens far og mor går ombord i en spændende “Menu Surprise” som er endnu en af overraskelserne, der er forbeholdt gæsterne hos La Rocca.
Deres hyggelige gårdhave er åben fra maj til september.


