
En super hyggelig teateroplevelse – endda under åben himmel. Marionetteatret i Kongens Have er virkelig et besøg værd. Der er plads til 220 siddende børn og voksne samt et ukendt antal stående tilskuere, og forestillingerne bliver gennemført uanset vejret – så længe der er publikum på. Det er oplagt at kombinere teateroplevelsen med en picnic i haven, et iskøb fra den nærliggende café eller en tur på legepladsen.


