Her kan I se og stemme på de nominerede i kategorien Årets børnevenlige museum. Der kan stemmes frem til den 23. oktober 2026.


Årets børnevenlige museum er et museum, der tiltaler og tilgodeser børnefamilier - enten i form af børnevenlige udstillinger, aktiviteter eller anden form for inddragelse af de mindste gæster.

På ARKEN i Ishøj kan hele familien gå på opdagelse i moderne kunst og spændende udstillinger. Museet gør kunsten tilgængelig for børn gennem kreative aktiviteter, familieoplevelser og udstillinger, der inviterer til både nysgerrighed, leg og gode snakke på tværs af generationer.

På Cirkusmuseet i Hvidovre kommer hele familien tæt på cirkus farverige verden og historie. Her kan børn og voksne gå på opdagelse blandt glitrende kostumer og opfindsomme rekvisitter eller slippe fantasien løs i legerummet. Med hjælp fra en professionel cirkusartist kan store som små, på udvalgte dage, selv prøve kræfter med cirkuskunsten til museets populære Cirkusleg. Museet afholder børnevenlig halloween, julemarked og fastelavn, og i ferierne er der både kreativt værksted og forestillinger med ægte cirkusartister på programmet.

Frilandsmuseet er et museum, der kan opleves med alle sanserne. Her kan hele familien gå på opdagelse langs snørklede veje, hilse på dyrene og komme med indenfor i de lavloftede huse og gårde. Her kan du få en pause fra skærmen og en hands-on oplevelse, der giver jord under neglene og nye færdigheder med hjem. Frilandsmuseet er særligt kendt for et underholdende aktivitetsprogram med alt fra fastelavn og jul til Emil fra Lønneberg og Frøsnapperfestival.

Leg med fortiden på Nationalmuseet. I Børnenes Museum kan du lege og røre ved alt! Tag på togt i vikingeskibet, leg som børnene i baggården i 1930’erne, gå ombord på fragtskibet, tag på marked i Pakistan eller gør borgen klar til angreb. Nationalmuseet er Danmarks skatkammer. Løft en ægte guldbar, se Egtvedpigens avatar, vind et pengebad og se Danmarks ældste hundelort. På børnerundvisninger og i skoleferierne bliver vores forfædre spillevende.

På Moesgaard træder hele familien ind i verdenshistorien. I går gennem portaler til andre verdener, hvor fortidens fortællinger venter. Med alle sanser oplever I mosens hemmelighed, vikingernes eventyr og trylledrikkens oprindelse. På Moesgaard lever historien, når små stemmer stiller store spørgsmål.

Når I stemmer til Børn i byen Prisen 2026 deltager I automatisk i lodtrækningen om et ophold på Hotel Riviera Strand i Sverige til en værdi af ca. 5000 SEK. I kan se hvad Familiepakken på Hotel Riviera Strand inkluderer lige her.
Ud over "Årets museum" kan du stemme på de nominerede indenfor følgende kategorier:









