København gemmer på flere hemmelige legepladser i baggårde og på tage. Har I opdaget dem allesammen? Tjek vores guide her!

Classenshave1. Legepladsen i Classens Have

Classens Have er en lille, "hemmelig" park, som ligger gemt i en gård på Østerbro. Her finder I også en sød, lille legeplads for de mindste børn, som bl.a. har legehus, klatrelementer, sandkasse og gangbroer. Stedet er en skøn og tryg oase, fordi den ligger væk fra storbyens trafik og larm - perfekt til småbørnsfamilier! Legepladsen er desuden afgrænset med hegn, og er dermed adskilt fra det øvrige haveanlæg.

2. Legepladsen i Langelinieanlægget

Legepladsen i Langelinieanlægget er en lille maritim perle til de mindre børn. Legeplasen ligger i et grønt anlæg ved Den Lille Havfrue og Langeliniepavillonen, og byder bl.a. på legeskib, rutsjebane med et lille tårn, sandkasse, klatrestativ, gynger mv. Der er også borde og bænke, hvor man kan nyde en medbragt madpakke, samt toilet.

Konditaget Lüders3. Konditaget Lüders

Konditaget Lüders gemmer sig på toppen af et stort parkeringshus i Nordhavn. Ved første øjekast kan man ikke se, at der ligger en stor, fed legeplads på toppen af det 24 meter høje p-hus, men det gør der altså! Her er både trampoliner, klastrespiral, gynger, masser af træningsfaciliteter og selvfølgelig en fantastisk udsigt over havnen og Øresund.

4. ByOasen i De Gamles By

De fleste på Nørrebro kender nok ByOasen, men gør du? ByOasen er et grønt åndehul midt i byen, som ungerne vil elske! Oasen består af en bybondegård, hvor børnene kan møde geder, høns, kaniner, marsvin, mus, fugle og bier. ByOasen har desuden højbede, udekøkken med en lille bålplads og et orangeri, der er et 135 m2 opvarmet drivhus.

Christianshavn Vold5. Legepladsen på Christianshavns Vold

Den bemandede legeplads på Christianshavns Vold er omkranset af træer, og derfor ikke til at se, hvis man ikke lige ved, at den er der. På legepladsen er der bl.a. legehus og legeskur med byggeklodser og fantasibrædder, samt et udendørs skakspil, en dejlig stor sandkasse med sandting og masser af legecykler. På legepladsen findes også basketbaner, tennisbaner, bordtennisborde, stor fodboldbane, rundboldbane, svævebane, klatreborg, legeskib, gynger og små vipper.

 

Fotos: Caroline Meldgaard

Ta' på jagt efter byens hemmelige legepladser - se vores video-guide lige her!

 

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.