Bøger giver børn nye perspektiver på verden. Bøger fremmer empati. Bøger fremmer børns evne til at reflektere over deres eget liv. Det er nogle af de "mærkater", der kan sættes på læsning, når der tales om dens positive effekt. To nye trends er interessante eksempler på, hvad børnebøgerne kan bidrage med. 

Bøger om klima har været et populært tema de sidste par år, og fortællinger om køn og identitet er en ny bølge, der ruller. Hos børn og unge brænder en anden ild for disse to temaer, end der gør hos forældregenerationen. Interessen for de to temaer dyrkes ung og ung imellem, og børnebøgerne er også et sted at udveksle og spejle sine tanker omkring de to temaer - i øjenhøjde med en jævnaldrende romanperson. Ikke bare i bøger til teenageren, men også i bøger til barnet helt ned i 8-års alderen. 

Bøger hjælper børn med at forholde sig kritisk til deres omverden, og de to trendy temaer er interessante eksempler på, hvordan børns kritiske stemme kommer til udtryk i et opgør med forældregenerationens bedagede tankesæt. 

Klimabøger

Med Greta Thunberg som frontperson har den unge generation råbt op om deres bekymring for klimaet. Det er børnene og de unge, der for alvor hænger på klimaudfordringerne. Klimatemaet kommer til udtryk på lidt forskellig vis i børnebøgerne. I nogle bøger optræder børnene som klimahelte, der aktivt gør en forskel. Børnene tager kampen op med de tankeløse voksne, eller afslører måske ligefrem kriminelle miljøsyndere. 

I en anden type klimabøger er der mere fokus på romanpersonens frygt for klimakatastrofer og forskellige strategier til at tackle denne frygt. Eller der fortælles om nogle af de dilemmaer, der opstår, når man på en og samme tid gerne vil være miljøbevidst og tage flyet på ferie. 

Se anbefalinger af gode klimabøger på laeseland.dk

Bøger om køn og identitet

Et nyt spirende tema i børnebøgerne er køn og identitet. Den første uskyldige forelskelse i et barn af samme køn. Eller bøger om børn, der føler sig som et andet køn end det, de fik tildelt ved fødslen. Gennem hovedpersonen lever vi os ind i, hvad er det for følelser, disse børn gennemgår. Vi møder folk - voksne og børn - fulde af fordømmelser. Men i alle bøger møder vi heldigvis også venner og familiemedlemmer, der hjælper hovedpersonen igennem på forbilledlig vis. Det er der kommet en række indtryksfulde og rørende fortællinger ud af. 

Bøgerne breder vores forestilling om køn og identitet ud, så vi får en mere nuanceret forståelse. Indrømmet, jeg er af en generation, der skal lære, hvad de unge finder naturligt mht. en udvidet kønsforståelse og brugen af kønsneutrale pronominer. Det er ikke forældregenerationen, der kommer til at gå i front med nye erkendelser, hvad angår køn og identitet. Det er børnene, de unge - og nu også børnebøgerne. 

Se anbefalinger af bøger om køn og identitet på laeseland.dk.

 

For mere info om bogglæde, besøg laeseland.dk, hvor du også kan finde gode bud på bøger og lydbøger til forskellige aldersgrupper.