17. OKT 2026

Grønlandsk rap med masser af energi og noget på hjerte!
Tarrak er en af Grønlands mest kendte rappere. I sine sange rapper han om, hvem man er, hvor man kommer fra, og hvordan det er at være ung i Grønland. Han fortæller både om sit eget liv og om ting i samfundet, som han synes er vigtige at tale om. Hans musik er fuld af energi, stærke følelser og skarpe ord – og man kan mærke, at Tarrak virkelig mener det, han rapper om.
Selvom Tarrak rapper på grønlandsk, behøver du ikke forstå alle ordene for at mærke musikken. Hans stemme, rytmerne og den store energi gør det nemt at blive revet med. Og måske får hans sange dig også til at tænke over, hvem du selv er, og hvad der betyder noget for dig.
Tarrak slog igennem med sangen “Tupilak”, som blev et stort hit i Grønland og gjorde ham kendt langt uden for landet. Siden har han udgivet flere albums og singler og spillet koncerter mange steder. I 2023 blev han den første grønlandske rapper på Roskilde Festival, og i 2026 vender han tilbage til festivalen med et stort show.
Nu kan du opleve Tarrak helt tæt på, når han kommer til ALICE til en eftermiddagskoncert. Glæd dig til grønlandsk rap, stærke beats og en kunstner, der har noget på hjerte.
OBS: Koncerten foregår om eftermiddagen. Dørene åbner kl. 14, og musikken starter kl. 15.
Børn under 6 år kan deltage gratis. Husk høreværn.






