27. NOV 2026 - 20. DEC 2026

Glæd jer til julemagi i Birkegårdens Haver!
Når julen nærmer sig, forvandles Birkegårdens Haver til et eventyrligt juleunivers fyldt med hygge og aktiviteter for hele familien. I haverne funkler tusindvis af julelys, og i Juleladen er der kunsthåndværk, juletræ og æbleskiver.
Gå en tur i den Dansk/engelske have, og nyd de stemningsfulde lysdekorationer.
Mærk julefreden sænke sig i den snehvide Meditationshave, der emmer af frost, is og ro.
Få varmen i julecaféen, og nyd gløgg og æbleskiver med udsigt til Sandhaven, der er oplyst i klassiske julefarver: rød og hvid.
Husk også at besøge dyreområdet, der er blevet klædt festligt på med et hav af farverige julelys – og hils på vores søde dyr.
I Juleladen er der et lille, hyggeligt marked med boder for enhver smag. Lokale kunsthåndværkere og producenter stiller op og sælger alt fra smykker til brændte mandler. Boderne er forskellige fra weekend til weekend, så der er altid noget nyt at opleve. Besøg også Julebutikken, der er fuld af gaveidéer, pynt og sødt.
I Birkegårdens Haver rimer julen på sjove aktiviteter for børnene og deres familier. Prøv LykkeJulet, mal julekugler, gå på sløjfejagt og rid en tur på et af vores søde æsler. Lørdage og søndage kommer Julemanden på besøg og deler en lille slikpose ud til alle børn. Og så skal der selvfølgelig også danses om juletræet!
Kom og oplev en jul, hvor hele familien kan være med – fyldt med pynt, hygge, kreative aktiviteter og minder, der varer længe efter at julelysene er slukket.
Et lille juletip: Fredage er velegnede til en mere stille oplevelse, hvor I kan nyde julemagien sammen med færre gæster.
Hundedage i julen: Hver fredag op til jul, må du tage din hund med på besøg i vores julehaver. Vi holder Hundedage den 4., 11. og 18. december samt sidste åbningsdag: tirsdag den 29. december.
Åbningstider i julen: Fredag, lørdag og søndag fra den 4. december til den 20. december og igen tirsdag den 29. december – fra kl. 13-18.30. I er velkomne til at gå i haverne til kl. 19.
Vi glæder os til at byde jer velkommen til Eventyrlig Jul i Birkegårdens Haver!
De bedste julehilsner
Birkegårdens Haver
Entré: Børn 2-13 år: 95 kr. / Voksne: 130 kr. / Senior 65+ år: 120 kr. / Familiebillet: 415 kr.




