Genial indendørs legeplads: Det skal I opleve i TELEPORTALEN

Børn i byen har besøgt ENIGMAs nye børneområde TELEPORTALEN. Læs om oplevelsen og alt det, I kan prøve på den sjove indendørs legeplads for post, tele og kommunikation.

Foto: Caroline Hemmingsen
4. maj 2023
Af Caroline Gruth Hemmingsen

På opdagelse i TELEPORTALEN

Børn i byen har sat kurs mod ENIGMA, nærmere bestemt børneområdet TELEPORTALEN. Afsted er vi to voksne og et barn på knap tre år. Da vi ankommer til Trianglen på Østerbro, bliver vi taget godt imod i billetsalget, som giver os en hurtig gennemgang af, hvad vi kan opleve i de forskellige udstillinger på museet. Vi låser tasker og overtøj inde i garderoben og styrer direkte mod børneområdet - og allerede ved første øjekast er min datter solgt.

Foto: Teleportalen

Børneområdet TELEPORTALEN lokker både børn og voksne til sig med masser af sjove farver, former og lys - og nå ja, en rutsjebane ned til alle herlighederne. Min datter drages straks af rutsjebanerøret, og prøver den igen og igen. Efter et par ture, går vi på opdagelse i de andre aktiviteter, der alle har noget med post, tele og kommunikation at gøre. Her kan I bl.a. opleve:

Posthuset

I et ene hjørne kan børn klæde sig ud som traditionelle postbud med rød jakke, hat og posttaske, de kan stemple breve i det lille postkontor, poste breve i adskillige postkasser, prøve skrivemaskine, morsemaskine mm.

Telefontårnet

Midt i rummet er også indrettet et højt telefontårn, som man kan kravle ind i. Min datter skal  have lidt hjælp til at komme op, men det er intet problem, der er nemlig masser af plads til voksne også. I tårnet møder vi alverdens telefoner, fra de helt gamle med drejeskiver til alverdens mobiltelefoner helt øverst oppe.

Spil-app'en

På endevæggen kan børnene prøve at kravle ind i spil-app'en, der mest af alt minder om et Pacman-spil. Her er blinklys, labyrint-mønster på væggene, spejle i loftet og mulighed for at lege "jorden er giftig" med klatregreb på væggene. Min datter tager turen et par gange, og morer sig over sit genspejl i loftet.

Send bolde afsted som rørpost

Det største hit hos min datter er dog uden tvivl stationen med plastikbolde, der kan sendes ind i luftrør, så de fiser rundt i på væggen i gennemsigtige slanger. Aktiviteten kunne meget vel være inspireret af datidens rørpost, der fungerede ved hjælp af trykluft, men kan også symbolisere kommunikation mellem computere. Uanset tiltrækker aktiviteten børn i alle aldre, der lystig putter bolde ind i rørene, for at se dem blive sendt afsted igen og igen.

Krea-hjørne og fjernsyn

Foruden ovennævnte aktiviteter, er der også indrettet et lille krea-hjørne, hvor børn kan tegne  en tegning, som kan forvandles til et ark med frimærker for 35 kr. Derudover er der også en mindre fjernsynsudstilling, hvor børn kan lege tv-værter inde i et stort fjernsyn. Vi får dog ikke besøgt disse aktiviteter - der er nemlig rigeligt at tage sig til i resten af TELEPORTALEN.

Genialt børneområde for alle aldre

Vi tilbringer en time i TELEPORTALEN, og vores datter er slet ikke til at få med ud derfra. Hun kunne snildt have brugt en hel eftermiddag her, for hun hygger sig så meget - og jeg er sikker på, at hun ville have hygget sig ligeså meget som femårig eller syvårig. Der er børn i alle aldre i TELEPORTALEN, og de lader til at more sig ligeså meget som min datter.

Se billeder fra de forskellige aktiviteter herunder

Foto: Postkontoret, hvor man kan stemple breve mv.
Foto: Inde i Spil-app'en
Foto: Send bolde afsted som rørpost
Foto: Send bolde afsted som rørpost
Om teleportalen
  • Teleportalen er en del af museet ENIGMA
  • I finder ENIGMA på Øster Allé 3, 2100 København Ø
  • Det koster 140 kr. for voksne, 85 kr. for unge i alderen 11-17 år og 55 kr. for børn i alderen 3-11 år. Børn under 3 år er gratis.
  • Der er åbent alle ugens dage kl. 10-17

Læs mere om ENIGMA og TELEPORTALEN her

Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben