Barselslivet er ikke altid en dans på roser. Det ved du sikkert alt om, hvis du lige nu befinder dig i den – til tider – tågede barselsboble, der er fuld af lykke, men også tis, tårer, snot, lort, gylp, udmattelse – og mere tis.
Vejlendende pris: 179 kroner
De fleste forældre vil med garanti kunne nikke genkendende til mange af de små sandheder, der pryder de 40 milepælskort, som samler en lang række uperfekte hverdagsscener fra barselsboblen. Jeg kan i hvert fald relatere til samtlige situationer fra dengang, hvor jeg selv var på barsel med min nu halvandet år gamle søn.
Kortene beskriver de sande milepæle i din babys første år og giver dig mulighed for at forevige dem – hvad end det er den første lort i badekarret, når du finder gamle madrester under én af din babys mange hager, eller når du har babygylp ned ad ryg og nakke.
Kortene er perfekte som en sjov barselsgave til de kommende forældre, så de - med et glimt i øjet - kan få hjælp til at forberede sig på det liv, der venter dem med deres lille nye baby. Eller du kan selv få glæde af dem, hvis du vil være med til at bryde glansbilledet om det perfekte barselsliv, og i stedet sætte fokus på det, der i virkeligheden fylder mest - der rammer kortene nemlig plet.