Sådan aktiverer du dit barn i køkkenet

Ta' junior med i køkkenet, og gør ham/hende til en del af madlavningen. Her kommer en række tips til hvordan.

Foto: Pexels
21. december 2022
Af Caroline Gruth Hemmingsen

Tilpas opgaverne til barnets alder

Der er stor forskel på, hvad dit barn kan bidrage med i køkkenet, afhængig af dets alder - men en ting er sikkert: du kan næsten ikke begynde for tidligt. Her kommer et par ideer til, hvad børn i forskellige aldre kan have glæde af.

(Bemærk at opgaverne blot skal ses som vejledende - måske kan dit barn meget mere eller mindre end aldersanbefalingerne).

Foto: Pexels

0-3 år

0-1 år: Babyer kan selvsagt ikke biddrage med det store i køkkenet - men du kan allerede nu vække barnets interesse for madlavning. Placér junior i en højstol eller bæresele, så det kan se på og følge med, mens du laver mad. Det er også en god idé, at lade baby sanse maden - lad det smage, pille og lege med f.eks. gryn og grød, eller lav små sansekasser med andre madvarer.

1-2 år: Når barnet kan gå og stå stabilt, kan du f.eks. lade det skylle og rengøre frugt og grøntsager. Anskaf en stabil skammel, så barnet kan stå godt, når der skal pjaskes med vand i håndvasken. Det er et overskueligt og sjovt projekt for barnet.

2-3 år: Finmotorikken tillader nu, at barnet kan hælde vand, mælk, mel osv. op i skåle, hvis der er en voksen med på sidelinjen. Du kan også lade barnet prøve at ælte lidt i bolledejen eller mose f.eks. bananer med en gaffel.

Foto: Pexels

3-6 år

3-4 år: Børnehavebørn kan sagtens hjælpe med at forme f.eks. boller og bøffer, pynte kager med krymmel, pense boller, pille æg og andre småopgaver i køkkenet.

5-6 år: Større børnehavebørn kan godt betjene elektrisk køkkenudstyr som f.eks. et elpiskeris, mens mor eller far står på sidelinjen. Lad f.eks. junior piske flødeskum, kagecreme, kartoffelmos o.lign. I kan også begynde at øve måleenheder med før-skole børn - hvor meget er for eksempel en deciliter?

Foto: Pexels

6-9 år

6-7 år: Når børn når skolealderen, kan du godt lade dem skære frugt og grøntsager med skarpe knive - men sørg for et stabilt underlag, og at skærefladen vender nedad. Skær f.eks. guleroden på langs, inden barnet hakker den i mindre stykker, så den ikke kan rulle. Fortsæt også gerne med at øve mængder, så får I lidt matematik ind i madlavningen.

7-9 år: Når børn når 7-9 års alderen kan de begynde at betjene et komfur, og f.eks. stege pandekager på en pande (selvfølgelig med en voksen tilstede). Alle trinene op til at bage pandekagerne, som at piske æg, måle mængder osv. burde også passe fint til barnets alder.

Foto: Pexels

9-12 år

Børn fra 9 år og op burde, hvis I altså har øvet jer gennem barndommen, kunne kokkerere en hel lille middag alene. Udstyr junior med en overskuelig opskrift eller måske endnu bedre: en YouTube-tutorial, så han eller hun kan få en forklaring og se trinene visuelt. Børn i 10 års-alderen kan også sagtens betjene en stavblender, tage varme ting ud af ovnen og så videre - hvis bare du er tilstede og guider.

Giv børnene medbestemmelse

Ligesom med alt andet, er det sjovere at lave mad, hvis man har indflydelse og medbestemmelse i en eller anden grad. Alt afhængig af barnets alder og kundskaber, kan du f.eks. lade barnet vælge farven på glasuren til kagen, hvilken opgave han/hun helst vil lave, eller måske hvad aftensmaden skal bestå af. På den måde føler børnene, at maden er deres projekt og engagementet og glæden ved at lave mad, vil automatisk blive større - ligesom stoltheden vil vise sig, når maden serveres.

Foto: Pexels

Ha' god tid

Det siger måske sig selv, men der kommer ikke noget godt ud af, at tage børn med i køkkenet kl. 17.30 - midt i ulvetimen - en hverdagsaften. Som voksen skal du have tid og overskud til at tage det i børnenes tempo, og der skal være plads til små afvigelser, spørgsmål, prøvesmagninger osv., så det bliver en god oplevelser for begge parter uden stress og sult!


Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben