Årets børnevenlige museum

Afstemningen er lukket, og stemmerne tælles op. Vinderen afsløres til Børn i byens store prisshow den 22. november på Nationalmuseet og på sitet umiddelbart efter.

12. november 2025

Årets børnevenlige museum er et museum, der tiltaler og tilgodeser børnefamilier - enten i form af børnevenlige udstillinger, aktiviteter eller anden form for inddragelse af de mindste gæster.

Foto: Den Gamle By
Foto: Den Gamle By

Den Gamle By

Den Gamle By er en rejse gennem tiden for hele familien. Ikke mindst børnene. Den Gamle By ønsker at gøre sit til, at børn kan vokse op med en viden om vores fælles historie – om, hvordan verden så ud, da far og farfar, mor og mormor selv var børn, og om, hvordan de danske byer har udviklet sig gennem tiden. Det er også derfor, alle børn under 18 år kommer gratis ind i Den Gamle By.

Foto: M/S Museet for Søfart
Foto: M/S Museet for Søfart

M/S Museet for Søfart

På M/S Museet for Søfart åbner vi dørene til Danmarks maritime univers for børn. Her formidler vi søfartshistorien levende og forståeligt i børnehøjde gennem skibe, interaktive installationer og hands-on aktiviteter. I den nye udstilling Søfarer bringes spændende fortællinger til live, mens børn i det 4.000 m² store legeunivers Drømmeskibet kan klæde sig ud som havmåge, skibshund, skibsrotte, melorm eller kakerlak, prøve at losse et skib eller holde balancen i messen – og lege, udforske og skabe egne maritime eventyr.  

Foto: Frilandsmuseet
Foto: Frilandsmuseet

Frilandsmuseet

Frilandsmuseet er et museum, der kan opleves med alle sanserne. Her kan hele familien gå på opdagelse langs snørklede veje, hilse på dyrene og komme med indenfor i de lavloftede huse og gårde. Her kan du få en pause fra skærmen og en hands-on oplevelse, der giver jord under neglene og nye færdigheder med hjem. Frilandsmuseet er særligt kendt for et underholdende aktivitetsprogram med alt fra fastelavn og jul til Emil fra Lønneberg og Frøsnapperfestival.

Foto: Nationalmuseet
Foto: Nationalmuseet

Nationalmuseet

Leg med fortiden på Nationalmuseet. I Børnenes Museum kan du lege og røre ved alt! Tag på togt i vikingeskibet, leg som børnene i baggården i 1930’erne, gå ombord på fragtskibet, tag på marked i Pakistan eller gør borgen klar til angreb. Nationalmuseet er Danmarks skatkammer. Løft en ægte guldbar, se Egtvedpigens avatar, vind et pengebad og se Danmarks ældste hundelort. På børnerundvisninger og i skoleferierne bliver vores forfædre spillevende.

Foto: Moesgaard
Foto: Moesgaard

Moesgaard

På Moesgaard fortæller de om mennesket i den store, dybe verdenshistorie. De store sammenhænge på tværs af tid og sted gør os klogere på dem, der var engang, og dem vi er i dag. I udstillingerne kan I røre, lytte, læse og se og være med i historier fra fortiden. Når vi mærker historien, forstår vi bedre, hvad vi kommer fra.

Best Western Malmø Arena Hotel og Funnys Äventyr. Foto: Caroline Hemmingsen
Best Western Malmø Arena Hotel og Funnys Äventyr. Foto: Caroline Hemmingsen

Stem og vind

Når I nominerer og stemmer til Børn i byen Prisen 2025 deltager I automatisk i lodtrækningen om et ophold på Best Western Malmø Arena Hotel inkl. morgenmad og adgang til Funnys Äventyr. Opholdet gælder for 2 voksne og 2 børn, og har en værdi af 2500 SEK, svarende til ca. 1700 DKK. Opholdet skal indløses inden udgangen af 2026.

Stem på de nominerede i de øvrige kategorier

Ud over "Årets museum" kan du stemme på de nominerede indenfor følgende kategorier:

Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben