Skal de små lære at cykle i trygge rammer? Her kan I øve løs på Aarhus' nye cykellegeplads, der netop nu er klar til at byde nye cyklister velkommen.


Glæd jer til at cykle løs på den nye cykellegeplads, Cykeløen, som netop er åbnet i Aarhus Ø. Den skal fungere som en tryg trafikkravlegård for fremtidens aarhusianske cyklister.
”Byens yngste cyklister skal være trygge, når de bevæger sig ud i trafikken. Hvis fremtidens aarhusianere skal vælge cyklen som det foretrukne transportmiddel, skal vi sørge for, at de tidligt bliver fortrolige med vigepligt og færdselstavler på en sikker og sjov måde. Den nye cykellegeplads er udviklet i samarbejde med pædagogisk personale og stiller de helt rette faciliteter til rådighed for nye trafikanter,” siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.
Legepladsen er opdelt i fem baner, så der er udfordringer til alle niveauer. De allermindste cyklister kan starte i løbecykelbanen Kravlegården, mens de større kan køre på trafikbanen, hvor der er hajtænder og fodgængerfelter. På balancebanen kan man øve styreteknikken, og forhindringsbanen er for de lidt mere øvede cyklister. På racerbanen kan børnene give den gas, mens forældre og andet publikum hepper.


