Vigtige budskaber om venskaber, natur og livets kontraster bliver formidlet gennem sang til Bellevue Teatrets mindste publikum.


Læs Børn i byens anmeldelse af forestillingen lige her.

Frugttræer i fuldt flor byder os velkommen på Klampenborg station. Det summer med glade børnestemmer, og en følelse af, at vi alle skal samme sted hen. Bellevue Teatret er ikke svært at få øje på, og vi spotter hurtigt den nuttede Hugo på facadeplakaterne. Alfred, Edgar og Asta peger og råber nærmest i kor: “Det er den vej, vi skal”, og afsted løber de, rundt om teatrets parkeringsplads og hen ad den smukke Strandvej.
Foran teatret er der opstillet en lokkende salgsbod med fine net med Jungledyret udenpå og snacks og juice indeni. Indenfor mødes vi af et tag-selv-bord fyldt med junglebananer til stor glæde for børnene. Foyeren vrimler med spændte små som store teatergæster, samt et væld af Hugo-bamser i børnenes favne, som kan købes sammen med andet junglemerchandise.
Arne Jacobsens smukke teatersal er forvandlet til en jungle med glitrende lys, ildfluer og smukke kulisser på scenen. Salen fyldes med bedsteforældre, der er i teatret med børnebørn for første gang, nye skolekammerater og mange andre. Lyset dæmpes, og forestillingen begynder.

Frem på scenen kommer et lille snorkende Jungledyr. En latter breder sig gennem salen, og sekundet efter slår tonerne an til signatursangen “Wulle Wulle Wap Wap”. Flere af børnene sidder og synger med og rokker i sæderne, og der hersker ingen tvivl om, at det lille frække dyr og hans junglevenner, der også dukker op på scenen, har børnenes fulde opmærksomhed.
Lyset skifter til rødt, da en stor og farlig panter kommer ind - men Hugo får hurtigt jaget ham væk, da han fortæller om sit dødsensfarlige tis. Jakob Hasselstrøm, der spiller Hugo, får med sit milde, naturlige og sjove væsen bragt jungledyret helt ned i børnehøjde, så ikke engang en farlig panter virker uhyggelig.
Det lykkes dog ikke den snedige Hugo at undslippe rigmanden Conrad, som har fået den geniale idé at bringe det sjældne jungledyr hjem til Danmark fra Sydamerikas truede regnskov og gøre Hugo til en pengemaskine. Hans smukke datter Simone, der er fortabt i sin telefon, Tik Tok og drømmen om berømmelse og flere følgere, bliver hurtigt en del af farmands onde plan.
TikTok og likes-delen går lidt henover hovedet på det yngste publikum, men det forhindrer ikke børnene i at leve sig ind i fortællingen. Selv femårige Alfred kan følge med og visker bl.a. “Ej, hvor er han streng” om den sure rigmand.

At børnene er med hele vejen, skyldes især forestillingens gennemførte brug af musik, sang og dans. “Lad os tage en sang, så bliver rejsen ikke nær så lang” lyder en replik, og det må siges at være kendetegnet ved forestillingen. Den smukke duet mellem Hugo og ræven Rita, der fortæller om venskab, ensomhed og alt derimellem, får bl.a. salen til at være helt stille, og selv de voksne må kæmpe for at holde en tåre tilbage. “I natten tænker jeg på dig” er hermed sat på playlisten derhjemme, hvor Hugo og hans venner nok vil fylde en del det næste stykke tid.

Forestillingen jonglerer fint med kontraster som fattigdom og rigdom, hverdag og berømmelse, venskab og fjendskab, samvær og ensomhed samt by og natur. Den viser, hvor hurtigt man kan blive blændet af berømmelse og glemme sig selv, og hvad der er vigtigst her i livet, nemlig at vi husker at værne om hinanden og vores natur.


