Børn i byen har været til premieren på dette års "Jul i Ramasjang" i DR Koncerthuset. Læs vores anmeldelse her.



På trods af at Jul i Ramasjang efterhånden er en årlig juletradition i DR Koncerthuset, har ingen af os på Børn i byen redaktionen overværet showet før. Det skal der heldigvis laves om på i år, for jeg har nemlig taget min mand og datter på 4,5 år med til julefesten i DR's imponerende koncertsal. Inden ankomsten har vi læst os til, at Jul i Ramasjang er en musikalsk julefortælling, som tager publikum med på en rejse gennem julekalendere og julemusik, men vigtigst af alt, at både Kristian, Silja, Rosa og Bamse er med - og så kan det jo næsten kun blive en succes!

Min datter er stor fan af Kristian fra Ramasjang Mysteriet, men er også vild med både Silja og Rosa, som hun kender fra Cirkus Summarum - og ja Bamse, ham elsker alle børn vist! Der er derfor store forventninger, da vi ankommer til Koncerthuset i DR Byen. Vi afleverer hurtigt vores overtøj i garderoben, og tager rulletrappen op til foyeren, hvor det summer af andre forventningsfulde børn og voksne. Foyeren er flot udsmykket med Ramasjang-figurer, illuminationer på væggene og juletræer til stor glæde for min datter. Vi forsyner os med popcorn og sodavand, og finder vejen til vores pladser - nu kan juleshowet endelig begynde.
På scenen er der opbygget en fin, julet scenografi med bl.a. juletræer, et lejrbål, et køkken og et hus, hvorpå DR Spirekoret står iført nissehuer. Bandet er selvfølgelig også på scenen, og de åbner showet med en akustisk version af "Driving home for Christmas" - så er stemningen ligesom sat! Rosa og Kristian byder velkommen, og lidt efter ankommer Silja - hun har nemlig fået den idé, at de skal være nissevenner. I ved, hemmelige nissevenner, der giver gaver og driller hinanden, som man ofte gør i folkeskolen. De tre værter trækker derfor en seddel med hinandens navne på, og snart er nisseven-projektet koncertens narrative drivkraft.

På fineste vis flettes den ene kendte julesang efter den anden ind i fortællingen, således at de afspejler handlingen. Min datter kender mange af sangene, f.eks. "Til julebal i nisseland" og "Vi er på vej til dig", og lyser ekstra op, da Bamse ankommer på scenen. Bamses opførsel og replikker udløser en del latter i salen, og det samme gør de forskellige nissedrillerier og pranks værterne imellem. Det er dog ikke kun sjov og ballade. Koncerten rummer også alvor, i form af bl.a. sorg og uvenskab, og da Rosa synger sangen "Jeg holder øje med dig" til sin afdøde mor, triller tårerne hos begge os voksne.
Jul i Ramasjang tager 2 x 40 minutter og hen mod slutningen i første akt, flakker min datters blik en smule. Pausens timing er heldigvis perfekt, og hun vender stærkt tilbage i anden akt, hvor hun holder koncentrationen resten af koncerten. Hun må dog lige op på sin fars skød at sidde, både fordi hun er en smule træt, men også fordi Kristian knækker Bamses kosteskaft i sin nisseprank-planlægning, og Bamse bliver meget ked af det. Det hjælper dog på min datters humør, at Silja synger Frost-klassikeren "Skal vi ikke lave en snemand", alt imens Rosa på næsten magisk vis bygger en flot snemand ud af scenografien.

Omkring os lægger jeg mærke til flere børn, der er kommet op på skødet at sidde, og et par små børn under den anbefalede alder må trække stikket. Jul i Ramasjang er for de 4-8 årige, og jeg vil virkelig anbefale, at man overholder den nedre aldersgrænse, for det er lang tid for de helt små. Til gengæld synes jeg sagtens, man kan ignorere den øvre aldersgrænse, for både mor og far er topunderholdt - og det er jeg sikker på, at større børn også vil være.
Efter koncerten spørger jeg min datter, hvor mange stjerner hun vil give Jul i Ramasjang fra 1 til 5, og hun svarer uden tøven: 5! Vi voksne har heller ikke en finger at sætte på oplevelsen, og som min mand tilføjer "sad det hele bare lige i skabet!". Både værterne, bandet, Spirekoret og DR Juniorkoret leverede - wauw, de er dygtige allesammen! Vi grinte, og vi græd, men vigtigst af alt: vi kom i ægte julestemning. Det bliver 5 julestjerner herfra!

Børn i byen var inviteret af DR Koncerthuset


