Efterårstur med familien: Idylliske og storslåede Nordsjælland

Børn i byens redaktør Caroline, har været på familietur i Nordsjælland. Her stod den på historiske vingesus på Esrum Kloster & Møllegård og overvældende skulpturer på Rudolph Tegners Museum & Statuepark.

Foto: Caroline Hemmingsen
19. november 2025

Artiklen er bragt i samarbejde med VisitNordsjælland

Det er en overskyet efterårslørdag, da vi kører afsted mod Nordsjælland. Kursen er sat mod to destinationer, vi ikke har besøgt før, nemlig Esrum Kloster & Møllegård og Rudolph Tegners Museum og Statuepark, der ligger kun 8 minutters kørsel fra hinanden. Afsted er vi to voksne og et barn på 5 år.

Esrum Kloster & Møllegård

Esrum Kloster set udefra
Esrum Kloster set udefra

Idyl og historiske vingesus på Esrum Kloster & Møllegaard

Første stop er Esrum Kloster & Møllegård - et gammelt cistercienserkloster, der i middelalderen husede franske munke. Klosteret ligger idyllisk i naturrige omgivelser, lidt nord for Esrum Sø. Vi parkerer bilen, følger stien langs åen, og begiver os ind i butikken, hvor man også kan købe billetter. En billet giver adgang til klosteret og møllen, mens de udendørs faciliteter og Møllecaféen kan besøges uden billet.  

Butikken
Butikken

Fin butik og hyggelig café

Butikken er virkelig fin og byder på et bredt sortiment af delikatesser, julekagedåser, tøj, legetøj m.m. Vores datter går straks på opdagelse og forelsker sig i et par flagermuse-vinger, som hun selvfølgelig må eje. Vi voksne nyder også at trisse rundt og kigge i det fine udvalg - her vil man helt sikkert kunne finde en fin julegave eller særlig værtsgave, hvis man mangler sådan én.

Møllecaféen
Møllecaféen

Efter at have sonderet butikken og fået vores billetter, krydser vi vejen og begiver os ind i Møllecafeen, hvor vi skal spise frokost. Cafeen er lyst og lækkert indrettet, og maden er både god og mættende. Min mand bestiller et bræt med ost og pølse, jeg snupper en rødbedetærte og vores datter går med caféens børnemenu: en skinkesandwich med grøntsager ved siden af. 

Frokost på Møllecaféen
Frokost på Møllecaféen

Der er desuden en lille kasse med papir og farver, som børn kan underholde sig med i cafeen - og dét falder i god jord hos vores 5-årige, der tegner løs. Efter maden snupper hun også en lækker romkugle fra caféens fine kageudvalg.

Kageudvalg i Møllecaféen
Kageudvalg i Møllecaféen
Får foran Esrum Kloster 
Får foran Esrum Kloster 

Naturlegeplads og VR-briller

Efter frokosten går vi med mættede maver mod naturlegepladsen. På vej derhen krydser vi indhegningen foran det smukke kloster, hvor man også kan hilse på søde får - så idyllisk! 

På naturlegepladsen er det særligt svævebanen, der hitter - og både børn og voksne prøver den adskillige gange. Der er også sjove forhindringbaner og balancebomme, som udforskes, samt en kæmpe rotte skåret i træ!

Naturlegepladsen
Naturlegepladsen
Naturlegepladsen
Naturlegepladsen

Efter en tur på naturlegepladsen begiver vi os ind på selve klosteret. Her kan man blive klogere på stedets historie og bl.a. se, hvordan klosteret engang så ud gennem VR-briller. Vores datter har aldrig før prøvet virtual reality, så det er en stor oplevelse. Faktisk ser hun videoen tre gange i træk - for det er altså vildt sjovt at "flyve" over klosteret. 

VR briller på klosteret
VR briller på klosteret

Klosteret rummer også masser af spændende formidling om munkene, men VR-brillerne er uden tvivl det, der fanger den 5-årige mest. Var vi afsted af alene, havde vi nok brugt mere tid i udstillingerne, og måske endda prøvet Dilemma-spillet på 1. sal. 

Installation på klosteret
Installation på klosteret

Rige på indtryk forlader vi klosteret, og når et hurtigt smut forbi den gamle mølle samt æblehaven, hvor vi plukker et par æbler til turen videre. 

Fakta
Rudolph Tegners Museum & Skulpturpark
Rudolph Tegners Museum & Skulpturpark

Rudolph Tegners Museum & Statuepark

Næste stop er Rudolph Tegners Museum & Statuepark, der ligger i et særligt lyngklædt hedeområde, kaldet Rusland. Den udendørs statuepark er gratis at besøge, og her kan friske børn helt sikkert få brændt noget krudt af, ved at løbe op og ned af bakkerne, mens de spotter skulpturer. Vores datter er dog træt, så vi nøjes med et besøg indenfor.

Skulpturer på museet
Skulpturer på museet

Kolossale skulpturer

I det ottekantede museum med 11 meter til loftet mødes vi af den ene enorme og imponerede skulptur efter den anden. Kæmpe menneskekroppe, guddommelige væsner og dyr tårner sig op side om side og tager pusten fra os. Det er virkelig et særligt syn, og hvis man har et lidt større barn, der er glad for at tegne og skitsere, MÅ man tage herhen med en tegneblok under armen (kan også lånes på museet). 

Skulpturer på museet
Skulpturer på museet
Skulpturer på museet
Skulpturer på museet

Når man besøger museet, er det desuden muligt at få udleveret en kunstjagt for børn i billetsalget - hvilket vi klart vil anbefale, da det er en god måde at aktivere børn på, på et museum, der ellers ikke indbyder til interaktion. Alternativt kan I besøge tegneværkstedet på 1. sal. 

Sørens Café
Sørens Café

Slut af i caféen

Lige ved siden af museet ligger også en superhyggelig café "Sørens Café". Her har de et lille udvalg af sandwich, kaffe, kakao, kage m.m., og man kan både sidde inde og ude. Perfekt afslutning på en kulturel dag med familien.

Fakta

OBS: Er I afsted med små børn, og ønsker I at få det hele med på både Esrum Kloster & Møllegård og Rudolph Tegners Museum & Statuepark, anbefaler vi, at I ikke besøger begge steder på samme dag. 

Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben