Vi serverer Sydsveriges allerbedste julemarkeder, som lokker med tusindvis af funklende lys, et væld af juleboder, duftende lækkerier og garanti for en fortryllende stemning.


Sydsverige venter med magiske julemarkeder - så smut på en udflugt mod det svenske, hvor eventyrlige juleminder venter.

Liseberg forlystelsespark i det centrale Göteborg bliver set som et nationalt ikon – og så er det også vært for Sveriges største julemarked. Millioner af blinkende lys sætter julestemningen. Parken byder desuden på et væld af forlystelser og en skøjtebane.
Hvor? Liseberg i Göteborg
Hvornår? Åbnet frem til 30. december 2025 (Tjek åbningstider)

Julemarkedet på Tjolöholm Slot er en tradition, der går helt tilbage til 1987. Hver vinter bliver slottet nøje dekoreret med juletræer og tusindvis af lys og lysestager. Det er et af de største julemarkeder på Sveriges vestkyst, som byder på sæsonpræget mad og drikke, unikke gaver til dem du holder af og aktiviteter for børn. Det er muligt at overnatte midt i juleeventyret.
Hvor? Tjolöholm Slot
Hvornår? 28.-30. november og 5.-7. december 2025

Kosta, som er en del af det smålandske område, Glasriget, huser et af Sveriges mest kendte glasværker, Kosta Boda. Byen er også vært for et af Sveriges store julemarkeder, hvor seks millioner julelys glimter, og hvor I kan opleve julemandens maskine til ønskelister. På julemarkedet finder I vogne og stande fyldt med fine udstillinger og produkter, og glasvarer i massevis. Det er også muligt at opleve glaspustning.
Hvor? Kosta
Hvornår? Frem til 31. december (Tjek åbningstider)

Malmø er altid en god ide at besøge i juletiden. Særligt julemarkedet på Gustav Adolfs Torv er et besøg værd. Her forvandles bytorvet til et funklende og festligt eventyrland med stemning og sang fra et julekor. Udover musik og andre liveoptrædener er der små boder, som sælger lokalt håndværk og klassisk svensk julemad- og drikke.
Hvor? Gustav Adolfs Torg
Hvornår? Torsdag-søndag fra 27. november - 21. december 2025

Besøg den idylliske herregård Katrinetorp i Malmø i december. Her afholdes det hyggelige julemarked, hvor I finder svensk håndværk, kunst, julelækkerier og meget meget andet. Oplev Luciaoptoget om lørdagen og mød julemanden.
Hvor? Katrinetorp
Hvornår? 5.-7. december 2025

Tæt på Gustav Adolfs Torg ligger Folkets Park, som altid er smukt pyntet op i juletiden. Her kan I nyde de fine dekorationer og julelys, her er ofte boder i juletiden, og så kan I snuppe en tur på skøjtebanen, hvor det er muligt at leje skøjter.
Hvor? Folkets Park
Hvornår? 28. november - 1. februar 2025


