De 11 must see museer i Danmark

Slå et smut forbi et af landets mange børnevenlige museer. Vi guider til de 11 museer i Danmark, der er et besøg værd, hvis I leder efter en helt unik familieoplevelse - uanset om ungerne er til vikinger, damplokomotiver, kunst eller kreative udfoldelser.

Foto: Louisiana
5. september 2023
Af Rikke Hollegaard

1. Louisiana

Louisiana er altid et besøg værd, når familien har brug for et skud kultur og underholdning. Louisianas Børnehus byder på mange sjove sommeraktiviteter, hvor ungerne kan udfolde sig kreativt, og der er fri adgang til de åbne værksteder. I løbet af sommeren foregår mange af aktiviteterne udendørs - blandt andet i den store Søhave og i Skulpturparken.

Hvor? Gl. Strandvej 13, 3050 Humlebæk

Foto: Foto/Medieafdelingen - Moesgaard Museum

2. Moesgaard Museum

Syd for Aarhus finder I Moesgaard Museum der året rundt danner rammer for spændende oplevelser for både børn og voksne. Her kan I få en helt unik familieoplevelse og blive klogere på fortidens og nutidens mennesker. Museet huser nemlig over arkæologiske og antropologiske udstillinger, hvor I kan følge menneskets udvikling gennem flere millioner år. Der er gratis entré for børn og unge under 18 år.

Hvor? Moesgård Allé 15, 8270 Højbjerg

Foto: Frilandsmuseet

3. Frilandsmuseet Det Gamle Danmark

På Frilandsmuseet kan hele familien få et autentisk indblik i Danmarkshistorien og gå på opdagelse blandt de mange originale gårde, møller og huse fra perioden 1650-1940, der er blevet genopbygget. På markerne i området græsser geder, heste og får og i sommerperioden er der masser af familievenlige aktiviteter, som giver et indblik i, hvordan hverdagen var dengang.

Hvor? Kongevejen 100, 2800 Kongens Lyngby

Foto: Vikingeskibsmuseet

4. Vikingeskibsmuseet

Er I til vikinger, skibe og bølgebrus, så skal I slå et smut forbi Vikingeskibsmuseet i Roskilde, der ligger helt ned til Roskilde Fjord - her er med garanti oplevelser nok til en hel dag. Gå på opdagelse blandt de imponerende, originale vikingeskibe, besøg smykke- og maleværkstedet eller hop ombord på et af de rekonstruerede vikingeskibe, der sejler en tur ud på Roskilde Fjord.

Hvor? Vindeboder 12, 2000 Roskilde

Foto: ARoS

5. ARoS

Midt i Aarhus by kan I gå på opdagelse på museet ARoS, der rummer oplevelser for hele familien. Hils på den karakteristiske figur Boy i stuen eller udforsk regnbuen Your rainbow panorama øverst oppe på museets tag, hvor I kan nyde den flotte udsigt ud over Aarhus' tage. ARoS har mange spændende udstillinger og aktiviteter året rundt - der er gratis entré for børn og unge under 18 år.

Hvor? Aros Allé 2, 8000 Aarhus C

✔︎ Med Børn i byen Klubben får du 20% på årskort til ARoS

Foto: Allan Toft

6. Kunsten Museum of Modern Art

Kunsten Museum of Modern Art, der er placeret i Aalborg, er et moderne kunstmuseum, hvor hele familien sammen kan gå på opdagelse i kunst og kreativitet. Museet arrangerer masser af aktiviteter for børnefamilier - tag på kunstjagt, besøg det kreative laboratorium eller gå på opdagelse i Skulpturparken blandt de kæmpestore skulpturer.

Hvor? Kong Christians Allé 50, 9000 Aalborg

Foto: Danmarks Jernbanemuseum

7. Danmarks Jernbanemuseum

I hjertet af Odense ligger Danmarks Jernbanemuseum, hvor du kan opleve den danske jernbanehistorie på nært hold. Hop ind i førerhuset på damplokomotivet fra 1954, oplev livet som rejsende på 1. klasse i de royale vogne eller tag en tur på minitoget. De mindste gæster kan boltre sig på Børnebanegården, der er en banegård i børnestørrelse, og udendørs kan I finde et lære- og legeområde.

Hvor? Dannebrogsgade 24, 5000 Odense C

Foto: Siw Aldershvile Nielsen

8. M/S Museet for Søfart

I Helsingør mellem Kulturværftet og Kronborg finder I et underjordisk og arkitektonisk museum i verdensklasse, nemlig Museet for Søfart. Her kan I blive klogere på historien om Danmark som søfartsnation og børnene kan slå sig løs i DRØMMESKIBET, der er et 400 m2 stort maritimt legeunivers. Kravl helt op på stævnen og hold øje med hajer og søuhyrer, hjælp kaptajnen med at laste skibet eller bliv tatoveret som en ægte sømand.

Hvor? Ny Kronborgvej 1, 3000 Helsingør

Foto: HEX! Museum of Witch Hunt

9. HEX! Museum of Witch Hunt

Har du større børn, som vil udforske en dyster historie, så besøg det nye heksemuseum i Ribe, hvor I kan blive klogere på fortidens hekseforfølgelser i Danmark og Europa. På turen igennem museet, der ligger i de historiske bygninger i Quedens Gaard karreen, vil I blandt andet få fortalt historien om den dømte heks Maren Spliids, der blev brændt på galgebakken uden for Ribe i 1641. Museet giver også et bud på, hvorfor hekseforfølgelserne stoppede, og hvad der ligger til grund for den eventyrheks, som børn kender i dag.

Hvor? Sortebrødregade 1, 6760 Ribe

Foto: Nationalmuseet

10. Nationalmuseet

Bliv klogere på dine forædre og gå på opdagelse i Nationalmuseets mange udstillinger. Museet huser et væld af sjove oplevelser og aktiviteter for børn - tag på skattejagt eller deltag i museets børnerundsvisning "Fortællinger fra graven", hvor I kan blive klogere på vores forfædres liv. Bemærk at Nationalmuseets børneunivers "Børnenes Museum" er midlertidigt lukket, så hold øje med Nationalmuseets website, hvor det vil fremgå, når det er åbent igen.

Hvor? Ny Vestergade 10, 1471 København K

Foto: Glyptoteket

11. Glyptoteket

Må man lege på Glyptoteket? Det korte svar er ja! Glyptoteket er for hele børnefamilien. På Glyptoteket er der mange børneaktiviteter som Glypto-lege, lyttestationer til børn og deres nye koncept ’Genial søndag’, hvor børnene kan høre historierne om statuerne, udfolde sig kreativt og gå på opdagelse på egen hånd. I kan også besøge tagterrassen, hvor I kan nyde udsigten ud over Tivoli og Københavns mange tage.

Hvor? Dantes Plads 7, 1556 København V

✔︎ Med Børn i byen Klubben får du 10% i Café Picnic på Glyptoteket

Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben