Cirkus Arenas 70-års jubilæum: Klassisk cirkus i verdensklasse

2025 markerer en stor milepæl for Cirkus Arena, der i år kan fejre 70-års jubilæum. Det bliver fejret med et imponerende cirkusshow, hvor artister fra hele verden samles under teltdugen. Børn i byens anmelder Nanna tog sin familie med til landspremieren.

Foto: Cirkus Arena. Video: Nanna Enevoldsen
28. marts 2025

ANMELDELSE: Cirkus Arenas 70-års jubilæum  ★★★★☆

Anmelder Nanna og hendes familie. Foto: Børn i byen
Anmelder Nanna og hendes familie. Foto: Børn i byen

Nordens største cirkus fylder 70 år

Det hele begyndte for 70 år siden, da Arne Berdino forfulgte sin barndomsdrøm og sendte de første Arena-vogne ud på landevejene. Siden da er cirkusset vokset og udviklet sig, men uden at miste sin sjæl. I dag ledes Cirkus Arena af Arnes søn, Benny Berdino, og er Nordens største cirkus, som tryllebinder sit publikum på tværs af generationer.

Candyfloss før forestillingen. Foto: Nanna Enevoldsen
Candyfloss før forestillingen. Foto: Nanna Enevoldsen

Popcorn, candyfloss og sæbebobler – cirkusstemning fra start

Vi ankom i god tid for at suge stemningen til os. Forteltet bød på klassisk cirkusstemning med duften af popcorn og candyfloss, men det helt store hit blandt børnene var en sæbeboblemaskine, der skød bobler med røg i. Mine to børn, på 3 og 6 år, var fuldstændig opslugte af at fange og poppe boblerne, og det var næsten umuligt at få dem med videre. Nogle gange er det de små detaljer, der sætter sig fast – og da vi efter forestillingen talte om aftenens højdepunkter, var sæbeboblerne ét af dem.

Malene Quist og Bubber. Foto: Nanna Enevoldsen
Malene Quist og Bubber. Foto: Nanna Enevoldsen

Malene Qvist og Bubber i front

Cirkusshowet blev skudt i gang med et forrygende åbningsnummer, der gav en smagsprøve på aftenens program. Kort efter trådte Malene Qvist på scenen i en stor, pink kjole og sang “Get the Circus (Party) Started”, en cirkusversion af Pinks pophit. Sekunder senere dukkede Bubber op – inde i en stor glaskasse fyldt med røg – og sammen bød de velkommen til dette års jubilæumsshow. Malene Qvist og Bubber udgør årets sprechstallmeister-duo, hvor Bubber introducerer artisterne og deres tricks, mens Malene sætter stemningen med velkendte danske sange. Deres samspil skaber en hyggelig og let stemning i teltet.

En kavalkade af verdensklasse cirkusnumre

Jubilæumsshowet er fyldt med klassiske cirkusdiscipliner, udført af dygtige artister fra hele verden: Linedans, jonglering, balancekunst, luftakrobatik, håndstand, klovnerier og heste- og kamelshow.
For mine børn var det hele nyt og magisk – de sad med store øjne og åben mund og fulgte intenst med. Min 6-årige søn var opslugt fra start til slut, mens min 3-årige datter kæmpede lidt med trætheden i anden halvdel, da showet strakte sig ind over hendes sengetid.

Der var flere nervepirrende øjeblikke undervejs, hvor vi måtte holde vejret. Ét af dem var, da to artister balancerede på et gigantisk hamsterhjul, også kendt som dødshjulet, hvor de både løb indeni og udenpå hjulet, mens det roterede højt over jorden. Flere gange lignede det, at de ville miste fodfæstet, men deres balanceevne var imponerende.

Et andet højdepunkt var den syv mand store linedansertrup, der byggede en menneskepyramide på en tynd line under cirkusteltets loft. Det så umuligt ud, men de gennemførte nummeret til publikums store jubel og bifald.

Cirkus Arena show. Foto: Nanna Enevoldsen
Cirkus Arena show. Foto: Nanna Enevoldsen

Håndstand, dyreshows og høje grin

Flere af showets artister blev mødt med stående klapsalver, og det var tydeligt, at forestillingen begejstrede både børn og voksne. For mine egne børn var der forskellige favoritnumre:

• Min 6-årige søn var særligt fascineret af den kun 15-årige Gabriel Dell’Acqua fra Italien, der lavede imponerende håndstandstricks. At han var så ung, gjorde ham til et stort forbillede.

• Min 3-årige datter var mest begejstret for dyreshowene, hvor heste og kameler indtog manegen. Hun syntes, at hestene havde noget flot hår – og ja, de havde en lang manke, og var meget søde.

• Begge børn var vilde med cirkusklovnen Jimmy Folco, der inddrog publikum i sine skøre påfund – og vi voksne måtte også overgive os til latteren.

Nannas 6-årige søn. Foto: Nanna Enevoldsen
Nannas 6-årige søn. Foto: Nanna Enevoldsen

En fejring af cirkus, som det bør være

Cirkus Arena leverer i år et klassisk cirkusshow, hvor nostalgi og fornyelse går hånd i hånd. Det er en forestilling, der samler generationer, og hvor publikum – store som små – bliver revet med af magien.

For os blev det en aften fyldt med grin, spænding og store øjeblikke. Jeg er ikke i tvivl om, at børnene nød showet, for trods det ikke specifikt er målrettet børn, rammer det alle generationer.

Personligt savnede jeg en tydeligere rød tråd gennem forestillingen. Det kunne have været interessant, hvis Cirkus Arenas historie var blevet flettet mere ind i showet og skabt en sammenhængende fortælling. Men det ændrer ikke på, at vi var vidner til et imponerende og medrivende cirkusshow.

Aftenen blev rundet af på smukkeste vis, da en rørt Benny Berdino trådte på scenen for at takke sin familie, artisterne og publikum, mens konfettien dalede fra loftet. Vi gik derfra med en følelse af at have været med til en helt særlig fejring.

Kamel-show. Foto: Nanna Enevoldsen
Kamel-show. Foto: Nanna Enevoldsen
Om showet
  • Spilleperiode: Frem til 25. august forskellige steder i landet
  • Alder: Alle
  • Spilletid: 2 ½ time med pause
  • Køb billetter her

✔︎ Medlemmer af Børn i byen sparer 35 kr. pr. billet til forestillingen

Få 100-vis af rabatter i Børn i byen Klubben