Eventyrteatrets Alice i Eventyrland: Anmeldelse

Lørdagsvejret er vildt - storm og regn så langt øjet rækker - men vi skal selvfølgelig ikke gå glip af Tivolis altid gennemførte Halloween-udsmykninger. Så vi griber hver en paraply og tager bussen mod et næsten mennesketomt Tivoli. Efter en hyggelig og våd tur rundt i haven, hvor vi får hilst på utallige græskar-figurer og for en stund søger ly i Den Flyvende Kuffert, er det ved at være tid til turens egentlige formål. Nemlig premieren på Eventyrteatrets Alice i Eventyrland, som vi længe har set frem til at opleve i Glassalen.

Parade og velkomst

Traditionen tro bliver vi taget imod af skønne teaterbørn i de smukkeste kostumer. De står ved rækkerne inde i Glassalen og byder velkommen, mens vi leder efter vores pladser - de er virkelig søde, og henvender sig ivrigt til min datter, som glædeligt svarer på spørgsmål om det kandiserede æble, hun har i hånden, samt hendes navn, som de nysgerrigt spørger ind til. I pausen er der parade-optræden, som på grund af vejret er flyttet ind på scenen. Normalt finder paraden sted på pladsen foran Glassalen, så man kan strække benene og trække lidt frisk luft, mens man bliver underholdt.

Al i den virkelige verden

Forestillingen handler om den fantasifulde pige Al. Hun taler med sine bamser, skriver stil om et eventyrland, og kæmper med at passe ind både i familien og i skolen, hvor hun opfattes som en lidt sær drømmer, der lever i sin egen fantasiverden. I skolen er den autoritære og strikse lærer Fru Rødbjerg konstant efter Al, mens den noget mildere lærer Frøken Hvidkilde hylder Als evne til at fantasere. En klassisk "det gode mod det onde"-opsætning, som kun bliver tydeligere gennem forestillingen.

Velkommen i eventyrland

Under en udflugt med klassen bliver Al distraheret af en vildfarende kanin med et stort lommeur, og med ét havner vi i det eventyrland, de fleste af os genkender fra Disneys udgave af den gamle børnefortælling. Al møder alverdens skøre karakterer - nogle mere hjælpsomme end andre - i hendes forsøg på at stille sin nysgerrighed omkring kaninen, der førte hende ind i eventyrland. Det farverige univers byder imidlertid på store udfordringer, som Al må hjælpe med at løse, og hun bliver en vigtig brik i forhold til at lade det gode sejre over det onde.

Stærke venskaber

Heldigvis er Al ikke alene om at skulle redde eventyrskovens fremtid. Hun møder en flok hjælpere, der er levende udgaver af tøjdyrene på hendes værelse. Filurkatten, Kålormen, Syvsovermusen og Hattemageren følger Al på hendes mission, der skal vippe Den Røde Dronning af tronen og i stedet lade Den Hvide Dronning regere over skoven. De farverige hjælpere bidrager desuden med en god portion underholdning - særligt Filurkatten er fuld af skøre replikker og fantastisk mimik.

Underholdende skurke

Underligt nok er det de to onde karakterer, der indbyder til flest latterkramper hos publikum. Fru Rødbjerg er med sin overdrevne stramme facon virkelig underholdende - særligt når det viser sig, at hun har et blødt punkt for skolens rektor og agerer helt anderledes, når han er i nærheden. Også den tilsvarende skurk i eventyrland, Den Røde Dronning, bidrager til underholdningen. Hun vil bestemme alt, har lukket sin søster inde i ensomhedens tårn og vil hugge hovedet af Al, fordi hun vinder over dronningen i kroket. Hendes vredesudbrud og barnlige opførsel får gang på gang publikum til at bryde ud i grin. Selv de små børn i salen, som ellers kunne være blevet skræmt af hendes onde udstråling.

Overraskende afslutning

Det er som sådan ikke nogen overraskelse at hele dramaet ender godt - at Den Hvide Dronning får magten over eventyrskoven, og at Al bliver hyldet for sit mod og sin fantasi. Men præcis hvordan det lykkes Al at besejre Den Røde Dronning, samt hele mystikken omkring hendes forkortede navn, byder på et plot twist, de færreste havde set komme. Da vi forlader salen er min datter ikke i tvivl "Den skal altså have seks stjerner, mor", siger hun bestemt. Heldigvis er jeg helt enig.